Rugbrøds-TV, jazz i Montmatre & ”Tema i Mol”

Omkring et halvt år efter interviewet i Berlingske Tidende, i januar 1962, kommer det første dokumenterede program, hvor Annett Wolf fremgår som producer. Det er programmet ”Elektronhjernen som TV-producer”. Programmet eksisterer ikke i dag, men af omtalen i Politiken kan man læse om indholdet i programmet. (se programoversigt fra 26. januar 1962 og omtalen fra Politiken). Programmet blev produceret i et samarbejde mellem Annett Wolf, Øystein Franzen og Thøger Olesen som alle tre deltog på ”producerkurset”. De medvirkende i programmet var Bjørn Puggaard-Müller, Ole Monty, Lilly Broberg, Gitte Hænning og Dario Campeotto og konceptet bag udsendelsen var, at en elektronhjerne (computer) skulle programmeres til at levere 30 minutters underholdning. Anmeldelserne var blandede, men specielt Aalborg Stifttidende var ikke begejstrede og skrev at “Robotter kunne simpelthen ikke have lavet det værre end Øystein Frandsen, Thøger Olesen og Annett Wolf, tre debutanter i den zieglerske TV-genre, som for øjnene af et måbende publikum leverede den fladeste omgang gøgl, der endnu er set paa skærmen”.

De blandede anmeldelser slog dog dem dog ikke ud og næste udsendelse fra de tre nyudklækkede producere kom i marts, hvor der den 5. marts blev blændet op for udsendelsen ”Vi er alle i samme båd”, en titel lånt fra Helge Kjærulf-Schmidts vise fra Hornbæk-revyen i 1944. Helge Kjærulf-Schmidt medvirkede også i denne udsendelse, hvor også Lis Adelvard, Ann-Louise Hansson, Jens Østerholm og Bertrand Bechs trio var med. Anmeldelserne var efterfølgende noget mere blide, men stadig ikke overvældende. Berlingske Tidende skrev dagen efter blandt andet i sin anmeldelse: “Programmet var ikke slået større op, end det kunne bære……og Helge Kjærulf-Schmidt opførte ”Vi er alle i samme båd” for 2.000ende gang”. Søndag aften i TV den 18. marts stod Annett Wolf og Poul Due for. Fire studier i Radiohuset var blevet indrettet til en dyst mellem de nordiske lande i programmet ”Vi som ved mest” en dyst mellem gymnasieelever fra Danmark, Norge, Sverige og Finland. Fra Danmark stillede tre elever fra Aarhus Katedralskole.

Disse første produktioner var i høj grad skabt i samspil med de øvrige producere, eller producerlærlinge, som Annett blev sat sammen med – dog skulle hun nu snart begynde at vise en mere selvstændig retning og i slutningen af marts kom resultaterne. Marts måned sluttede af med programmet JAZZ-BIO, hvor Annett havde været i Montmartre og optage jazzpianisten Bud Powell til brug i en sekvens på omkring 15 minutter som en del af udsendelsen.

Annett fortæller: Vi tog en OB-vogn med ud til Montmatre med alt det udstyr vi nu skulle bruge, optog og så klippede vi det hjemme. Jeg optog to udsendelser med Bud Powell, den ene i Montmatre den anden ude i Paladium-studierne. Jeg har formodentlig fået opgaven om at indspille, når Bud Powell alligevel var i København, jeg mindes ikke at jeg har indgået aftalen med Bud Powell dengang i Montmatre. Jeg har formodentlig nævnt, at han var i byen og så er vi blevet enige i Underholdningsafdelingen om, at vi skulle lave en halv times udsendelse om det. Det var ikke kun arbejde, at optage udsendelserne med jazz – Annett selv kan skimtes i et klip ned på publikum, hvor hun sidder og hygger sig ved en af borderene, i udsendelsen med Bud Powell. Det skulle blive den første produktion, hvor Annett bevægede sig udenfor Danmarks Radios kontrollerede rammer – dog havde hun allerede erfaringer med at producere udenfor et fast produktionsmiljø via sine oplevelser med NBC og Europaturnéen året før.

Se Jazz-bio: Bud Powell på DR Gensyn

Den næste udsendelse fra midten af april blev også i jazzens verden, ”Jazz-intermezzo med Rolf Billbergs kvintet, Jan Allan og Arne Domnerus”. Denne gang var produktionen flyttet til Radiohusets studie 5, hvor der var mulighed for at opbygge en dekoration. Udover Rolf Billberg medvirkede Arne Domneru, Jan Allan, Rune Gustavsson, George Riedel, Egil Johanson. ”Snehvide« i sneen”, som blev vist 27. april, var et lille ”mellem-program” på 15 minutter, som viste grønlædertruppen ”MIK”. Programmet blev produceret af Knud Wissum sammen med Annett. Knud Wissum havde arbejdet på Grønlands Radio i perioden 1959-1961 og producerede månedlige reportager i den periode om Grønlandske forhold, som blev sendt via DR. Grønlændergruppen MIK blev skabt på hans foranledning i 1961 og bestod af Grønlandske studerende i København.

I slutningen af maj måned havde serien ”TV-studie Øresund” premiere, en række udsendelser der blev optaget i løbet af foråret og sommeren på hotellet ”Kystens Perle” i Snekkersten. Den første udsendelse, sendt den 28. maj, var med Deep River Boys som sang sangene ”Up The Lazy River”, “Moon River” og “Mack The Knife”. Annett fortæller: Deep River boys var en amerikansk acapella gruppe, som optrådte ligesom The Mills Brothers, i smokings og laksko. Det er en rugbrødsudsendelse, det var alt det, som jeg blev tvunget til at lave. Det var en udsendelse jeg lavede sammen med Marianne Drewes. Man var for øvrigt ikke producer, for når man var fastansat, som Marianne Drewes var, så var man programsekretær og når man var freelancer, som jeg var på daværende tidspunkt, så var man medtilrettelægger. Udsendelserne blev sendt hen over sommeren, hvor stjerner som Jacqueline Boyer, Anita Lindblom, Monica Zetterlund og Siw Malmkvist deltog i de enkelte programmer efterhånden som de gæstede ”Kystens Perle”. Det var kendte navne hos danskerne der kom på ”Kystens Perle”, hvor Jacqueline Boyer havde vundet Eurovisionens Melodi Grand Prix et par år tidligere. Svenske Anita Lindblom havde et stort hit med sangen ”Sånt är livet”, indspillet og udgivet året før, Monica Zetterlund var den svenske jazz scenes spirende stjerne og Siw Malmkvist var blevet kendt i Danmark for sin rolle i filmen ”Forelsket i København” og var også blevet lanceret på det danske plademarked på pladeforlaget Metronome, ejet af Bent Fabricius-Bjerre. Specielt Monica Zetterlund gjorde et stort indtryk, om hvilket Annett fortæller: Monika Zetterlund var en af de mest talentfulde, følelsesfulde jazzsangerinder jeg kan huske. Hun sang senere hen i, hun var i Paris…hun sang en sang Bill Evans komponerede ”Waltz for Debby”. Hun sang som man tror englene sang – hun var et fantastisk talent. Hun havde ikke nogen stor stemme i volumen, men havde nogen nuancer så man tror det er løgn. Hun forstod virkelig hvad jazz var.

Sommeren bød også på udsendelsen ”Hjemme igen…med Betty og Georges Ulmer”, som også blev optaget på ”Kystens Perle”. Georges var dansker og født i København i 1919, hans rigtige navn var Jørgen Frederik Ulmer og fik sit danske gennembrud i 1948, før han igen søgte mod udlandet og skabte sig en international karriere, hvorefter han jævnligt optrådte i Danmark. Titlen på programmet var derfor velvalgt.

En ny mulighed opstod, denne gang væk fra TV, da Annett blev hyret til rollen som pressesekretær for Cirkusrevyen i 1962 af Povl Sabroe, hvor hun skulle stå for alt det praktiske angående håndtering af journalister og henvendelser af pressemæssig karakter. Det betød at hun var til stede hver aften i spilleperioden for Cirkusrevyen som kørte fra 16. maj 1962 og 26. august, hvilket var den længste sæson til dato for revyen med i alt 175 opførelser. De medvirkende i 1962-udgaven af Cirkusrevyen var Baard Owe, Gitte Hænning, Grethe Sønck, Gyda Hansen, Hans Kurt, Henning Palner, Johnny Reimar, Lone Hertz, Mimi Heinrich og Preben Mahrt. Annett var ansat som freelancer hos Danmarks Radio og kunne derfor også tage i mod andre tilbud. Det viste sig, at være en hård opgave at være til stede hver aften ved forestillingerne – i tilfælde af, at der skulle være journalister som skulle håndteres – og samtidig en ung datter på 3 år, hvor hun også gerne ville være nærværende. Selvom det var lærerigt, blev det Annetts eneste gang i rollen som pressesekretær for Cirkusrevyen – men erfaringerne tog hun med sig, en læreproces der blev nyttig senere i hendes karriere.

Tyskeren Peter Krause var en stort teenageidol i Tyskland, trods sin unge alder på 23 år. I foråret 1962 havde han været aktuel i de danske biografer, som medvirkende i den tyske film ”Halløj i Tyrol” han solgte også en del plader i Danmark og Annett havde benyttet hans besøg i Danmark i løbet af sommeren til at lave en 20 minutters udsendelse med ham – det blev til programmet “Basin Street.

Rendez-vous med Peter Kraus.” som blev vist 6. september, selve programmet blev indspillet 2. juli hvor TV-studiet i Radiohuset var booket en hel dag fra kl. 7:30-19:00. Annett havde til lejligheden spurgt Povl Sabroe, som var kunstnerisk chef for Cirkusrevyen, hvor hun netop arbejdede i løbet af sommeren, om hun ikke kunne låne nogle af dansepigerne til brug i denne udsendelse. Annett Wolf fortæller: Peter Krauss var på det tidspunkt Tysklands største popnavn, han var ligesom amerikanske popstjerner på det tidspunkt nydelig, pæn ung man som sang og dansede og ham lavede jeg et program med, som var begyndelsen som til de senere programmer kan man sige, hvor de begyndte at blive sofistikerede. Jeg eksperimenterede med lys og lod ham danse og han sang sangen ”Basin Street Blues”. Han var virkelig en stor popstjerne af dimensioner, som havde en meget stor fanskare. Jeg brugte Bertrand Bechs kvintet på det tidspunkt, de kunne det hele. Det var ikke jazzfolk, som Palle Mikkelborg, men de kunne lidt af det hele. Det var et godt, gedigent orkester. Det var en gruppe jeg brugte fast til forskellige ting.

Det hele var ikke ønskeopgaver, der var også udsendelser hvor Annett blev udpeget til at producere dem – såkaldt ”rugbrøds-TV” ifølge hende selv – det var produktioner, som hun blot lavede men ikke havde den store kærlighed for. Udsendelsen ”Variationer” var en af dem, den blev vist 5. september, en kort udsendelse på et kvarter som viste balajka musikeren Michail Ignatieff spille og selvom sommeren havde budt på underholdning og udsendelser fra ”Kystens Perle” og pop med tyske Peter Kraus, så lå Annetts sande kærlighed i udsendelserne der var centrerede omkring jazz. I Radiohuset, hvor Danmarks Radio havde hovedsæde, blev både Annett Wolf og hendes kollega Marianne Drewes, kaldt pop-pigerne på grund af sommerens mange produktioner inden for genren. Blandt andet hjalp Annett Marianne Drewes med produktionen af et Preben Uglebjerg one-man-show. Men snart skulle fokus komme til at ligge inden for en helt anden genre.

I oktober måned blev programmet ”2+ 1+ 2” vist og bag den lidt mærkværdige titel gemte der sig endnu et jazzprogram. Denne gang med Bjarne Rostvolds kvintet som spillede B + B; Softly as in a Morning Sunrise; Bass Blues; I Want to Be Happy; Around; 3/4 Time og Buddah. Jazz’en boblede i København i starten af 60’erne, primært båret frem af Montmatre i Store Regnegade, som åbnede nytårsaften 1960 og de talrige udsendelser på radio og TV.

Dagbladet B.T. var meget meget begejstret, da udsendelsen ”Tema i Mol” blev vist i december måned. Anmelder Henning O skrev blandt andet:

Producer Annett Wolf og fotograf Kent Hansen fortjener al tænkelig ros for udsendelsen “Tema i mol”, der havde den amerikanske jazzmusiker Sahib Shihab og København som hovedperson. Shihab bor i København, og Wolf og Hansen lod os se vor by som Shihab oplevede den, mens han traskede gennem gaderne fra Vesterbro til jazztemplet i St. Regnegade. Det blev til et enestående billedepos, en ren nydelse i smukke fotografier, dejlige uortodokse billeder. overraskende set, fremragende fotograferet. Til disse billeder føjede sig den enkle musik i mol Shihab havde komponeret – og resultatet blev en film af ganske usædvanlig kvalitet, som givet må kunne hente en pris hjem til sine producenter og Danmark på førstkommende internationale TV-festivaL Det er i virkeligheden en af de bedste ting, jeg meget længe har set i fjernsynet. (O, 1962).

Foromtalen i Politiken af udsendelsen var næsten malerisk i sit sprog, hvor ”Annett Wolf inviterer på musikalsk vandring i København”.

Annett Wolf fortæller: ”Tema i mol” var den første udsendelse jeg lavede, som var MIG. Det var første gang jeg i dansk TV skabte, en filmet og Sahib Shihab komponerede et tema i mol til mig og så gik jeg i Montmatre, hvor han spillede, med orkestret, og dagen efter gik jeg ud i København og brugte dele af den suite han havde komponeret og filmede København ved nattetide. Vi var ved Københavns havn, ved kulbunkerne som hobede sig op, alkoholikerne lå der; det var første gang realismen virkelig blev brugt i forhold til TV og det fik kritikernes øjne op og skrev at ”det her, det var fandme noget”. Det var den første udsendelse jeg virkelig kan stå ved, alt det andet var beordret arbejde og ikke noget, hvor jeg virkelig havde min interesse. Med undtagelse af mine optagelser af Bud Powell i Montmatre. Jeg havde mødt Sahib i Montmatre og Palle Mikkelborg kendte ham også, jeg begyndte at komme meget på Montmatre og blev gode venner med masser af de jazzmusikere. Sahib var blevet gift med en dansk pige og var flyttet til Danmark. Han var ellers fra New York, han og jeg blev gode venner og vi blev enige om at prøve at lave noget sammen. Vores dialog gik på, hvorfor han altid skulle spille andre menneskers kompositioner. Hans egen lyd var vidunderlig, han var et dybt talentfuldt, nuanceret og tænkende menneske. Han ville gerne skrive en suite til mig, til brug i programmet – og fordi vi begge to havde mørke tanker og godt kunne lide det tunge, så kom han og leverede temaet til mig. Den var rigtig smuk og fordi den var skrevet i mol, blev udsendelsens navn ”Tema i mol” og på engelsk kom den til at hedde ”Theme in D minor”. Jeg var begyndt at diskutere med ham om, at jeg ville kaste mig ud i det fordi musikken inspirede mig til at indspille disse situationer; natten, de glimtende lys ved Københavns havn, reflektionerne i vandet. Jeg ville gerne lave noget andet end hvad der kunne indspilles i Montmatre med maskerne på væggene, folk der sad og drak og så sagde han, gør hvad du vil og så brugte jeg lidt fra Montmatre og meget fra København. Programmet blev min virkelig debut, det blev en slags vindue der åbnede sig i forhold til det jeg lavede senere hen. Jeg kan ikke huske hvem der var i orkestret på Montmatre, men det kunne være Bjarne Rosthøj (?) på trommer, Ole Koch Hansen på klaver, jeg kan ikke huske hvem der var på guitar osv. København havde hovedrollen og Montmatre var en medspiller.

Se “Tema i Mol” på DR Gensyn

Året sluttede med ”Farvel 62”, et stort show som blev sendt fra Tivolis Koncertsal, som blev sendt 31. december, hvor UHA-redaktionen med samlet mange af de optrædende fra årets udsendelser, hvor de kunne vise nogle af de optrædener de havde bidraget med i årets løb. Volmer-Sørensen stod for at producere showet i sin helhed og fra Annetts ”Ved Øresund” programmer, kom Anita Lindblom fra Sverige for at optræde.