”Chancer tager man nemlig selv”
Siden orloven i 1970 og de to teateropsætninger med turné rundt omkring i landet, havde Annett trofast holdt fast i DR. Nu ulmede det igen i hende, noget nyt måtte ske.
En ny produktion med Bent Fabricius-Bjerre, ”Omkring et flygel”, hvor blandt andet den meget populære svenske popgruppe ABBA medvirkede, skulle blive noget af de sidste Annett lavede på dansk grund, før hun igen søgte nye udfordringer. Et portræt med danskfødte Gitte Hænning var på tale, men blev aldrig en realitet. (Gitte Hænning: Livet er skønt, men knaldhårdt, 1975). Ægteskabet nummer 2 med Peter Hartmann, var året før forlist og hun nærmede sig de 40 år – det var igen tid til selvransagelse. ”Omkring et flygel”-udsendelsen blev dog også annonceret som en enlig svale, selvom programmerne med Bent Fabricius-Bjerre havde været et fast holdepunkt – og under forskellige navne og lettere skiftende koncepter – i Danmarks Radio-regi. Igen var det Bent Fabricius der trak lidt i tovene i kulissen da den norske producent Ivo Capriono også medvirkede i udsendelsen med klip fra hans nye dukkefilm ”Bjergkøbing Grand Prix”, som Bent havde skrevet musikken til.
”Peter Sellers og hans verden” var den første produktion fra Annetts hånd det år, der tonede frem på skærmen i maj måned og små 14 dage efter kom ”Dave Allen og hans verden”. Interviewet med Dave Allen blev der først sagt nej til fra ham selv, hvorefter Annett forsøgte sig hos Dave Niven – som i første omgang sagde ja. Men aftalen med Dave Niven blev senere aflyst, hvorefter Annett igen henvendte sig til Dave Allen for at gøre et forsøg mere på at få et interview.
Denne anden gang lykkedes det – og interviewet med Dave Allen blev endelig til noget. ”Peter Sellers og hans verden” blev optaget under indspilningerne til filmen ”The Return of the Pink Panther” i Nice. Berlingske Tidende var begejstrede for interviewet med Peter Sellers, fordi Annett ”tier mens andre taler”, som anmelder Helge Steincke bemærkede i den efterfølgende anmeldelse. Peter Sellers er veloplagt i samtalen, som foregår dagen efter Annett og hendes hold har fået lov til at følge nogle af indspilningerne til filmen som fik titlen ” “The Return of the Pink Panther”, som på dansk fik titlen “Den lyserøde panter springer igen”. Det bemærkelsesværdige i samtalen mellem dem er at Peter Sellers og Annetts liv har været meget ens da de startede i hver deres branche, set ud fra en systematisk vinkel: Peter Sellers mor ville gerne have, at han lærte alt om teaterbranchen, alt fra at gøre klar til en forestilling, stå for billetsalg med videre, eller som han citerer sin mor for: ”Never ask anybody to do a job, that you can’t do yourself”. Fotograf Henrik Herbert husker fra de tre produktioner han var med på, at Annett hver gang der var en chance for at hun skulle på kamera lige skulle en tur omkring en lokal frisør, så frisuren kunne sidde perfekt.
Se “Peter Sellers og hans verden” – KB’s DR-arkiv. (udsendelsen begynder cirka ved 1:10)
Årets sidste produktion fra Annetts hånd bliver ”Omkring et flygel” med Bent Fabricius-Bjerre ved tangenterne og den svenske gruppe ABBA som særlige gæster. Programmet blev sendt 21. juni kl. 20.
Aftalen blev et halvt års orlov fra Danmarks Radio fra 1. august, som skulle bruges til at blive dygtigere. I første omgang var et smut til London planlagt. Desuden var der en indre ønskeseddel hos Annett, hvor navne som Jack Lemmon, Woody Allen, Bob Hope og Mel Brooks stod på, hvilket naturligvis forudsatte at hun måtte en tur over Atlanten. Der var i virkeligheden to sider af fortællingen om, at Annett ville tage til Storbritannien og USA for at blive klogere: Hun var også træt af den måde, som Danmarks Radio havde udviklet sig på. Det var både et spørgsmål om, hvordan selve organistationen havde udviklet sig, men det var også om den måde samfundet så ud på. Der var ikke så højt til loftet, i overført betydning, som der havde været tidligere og snakken gik. Hun havde tidligere følt sig forsmået da hun efter at have lavet internationale produktioner som Marcel Marceau, var blevet kommanderet til Nordjylland på en ”Indremissionsk kro” for at lave et underholdningsprogram med Otto Leisner. Der var ifølge hende selv ikke den forståelse for, at man ikke kunne bede internationale navne om at komme til TV-byen i Søborg for at lave et interview. Man måtte nogle gange også bevæge sig udenfor de faste rammer og opsøge profilerne, dér hvor de var. Og så var der snakken om, at Annett altid kun talte om Paris, London og New York. Udover at lære noget nyt om engelsk og amerikansk TV-produktion og i det hele taget prøve lykken i udlandet, havde hun også indgået en aftale med Berlingske Tidende om at levere en række artikler, da det ville kunne hjælpe på hendes økonomi. Annetts datter, skulle gå i skole i England, og det gav Annett en mulighed – og frirum til – at dyrke sig selv lidt mere, lære mere, end det tidligere havde været muligt. (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986)
Udover at turen til London skulle bruges på at besøge BBC og andre produktionsselskaber, skulle Annetts datter også starte på en engelsk kostskole. Annetts fødselsdag blev fejret i London, hvorefter blikket blev vendt mod USA. Udover sin opsparing skulle der også komme bare lidt penge i kassen til at til at finansiere det halve års årlov. Derfor havde hun indgået en aftale med Berlingske Tidende om at levere en række artikler med interviews, hvoraf et af dem blev lavet i Pinewood Studierne i London hos instruktøren Norman Jewison der netop havde haft engelsk premiere på hans nye film ”Rollerball”. Den næste artikel blev til efter et besøg til et ”indianer convent” i Portland, Oregon. Men det skulle vise sig at blive de eneste artikler hun skulle skrive for Berlingske Tidende, selvom der i den indledende artikel blev lagt op til, at det skulle komme artikler løbende fra Annetts hånd.
Det første interview i USA var med Jack Lemmon – og det skulle vise sig, at være en døråbner. For efter optagelserne, tilbød Jack Lemmon at ringe til sin ven Walther Matthau.
Det var også et spørgsmål om held og Annett var heldig at hun gennem et møde med produceren Stan Margulies som satte sig sammen med David Wolper, som hjalp Annett med at finde et godt teknisk hold til at hjælpe hende.
Annett fortæller: Det var sjældent at folk i Danmarks Radio søgte om orlov, men jeg ville ikke ende som en der bare sprøjtede pølser ud fra en pølsefabrik. Jeg ville ud atog se og opleve noget helt andet. Jeg var nødsaget til at holde en pause for jeg ville ikke ende op med at blive en undtagelse. Den eneste måde jeg kunne gøre det på, var at kaste mig ud i noget som var langt væk fra alting. Det var det samme som de gange hvor jeg tidligere havde gjort noget nyt, at springe ud og håbe på at der er vand i bassinet. Det var Sølvhøj helt indforstået med. Den danske generalkonsul hjalp mig med de praktiske ting i USA, i forhold til at åbne bankkonto, finde en lejlighed – og han garanterede for mig, i kraft af at være dansk konsul. Ellers havde jeg sgu da ikke kunne klare at få lejlighed og bil i løbet af tre uger. Den danske ambassade i L.A, var informeret om at jeg ville komme til New York og L.A. Derudover at jeg var på orlov fra Danmarks Radio. Ambassaden i Washington henvendte sig til Erik (??). Så kom jeg til New York og ringede til ham. Han sagde så, at jeg skulle fortælle hvornår jeg ville komme til Los Angeles, så kommer jeg og henter dig. Jeg boede på et hotel i det første stykke tid i Los Angeles.
Jeg havde arrangeret et møde med MGMs pressechef, hvor jeg havde medbragt et brev fra Peter Sellers – et brev skrevet på lyserødt Pink Panter brevpapir, stilet til MGMs pressechef. ”This lady who will contact you is extremely talented” bla., bla., bla. Det var det eneste jeg havde med og så de to bånd med interviews. Jeg havde kontaktet Peter Sellers agent, da jeg var i London, og på hans forenledning fik jeg dette anbefalingsbrev, som jeg kunne bruge da jeg kom til USA. Så mødte jeg en meget sød kvinde, hun har vel været i 30’erne, hun boede i en lille lejlighed tæt på mig, hun var ”springer” for BBC, så når der var promotion optagelser til en ny film, så leverede hun materiale i form af interviews med videre. Hun var venlig, men ikke glamourøs, hvilket var dejligt – det er så trættende at være sammen med glamourøse mennesker. Så siger hun til mig, at hun kender Jack Lemmons business manager. Så sagde jeg, ”Ih, kan du arrangere et møde?”. Så kontaktede hun Richard og fik overtalt ham til, at jeg kunne sende kopier af de to bånd til ham. Jeg fik at vide, at det kunne tage noget tid – da Richard selv ville se dem, før han gav dem videre. Men han syntes det lød interessant, så jeg ville høre tilbage. De blev begge gode venner, de var fantastisk søde begge to. Helt usædvanlig vidunderlige. Så ringede Richard til mig og sagde, at ”This stuff is wonderfull, it’s so unusual and it’s so intelligent”. Så hørte jeg ikke noget i lang tid – og så en dag ringede telefonen og en stemme sagde ”Is this Annett?”. Jeg troede jo det var nogen som lavede fis med mig. ”It’s Jack Lemmon – I’ve seen your films and think they are wonderfull.”. Så mødtes vi på hans kontor i Beverly Hills og han var på daværende tidspunkt en stor stjerne hos William Morris agency. Han havde et dejligt kontor, med bøger, Oscars og hans Emmyer. Der mødtes vi så og sludrede sammen, Richard var der også. Jack Lemmon fortalte, at han havde talt med Richard og han ville gerne medvirke i et interview, fordi han synes det han havde set var virkelig godt. Der var dog betingelser, nemlig at interviewet ikke skulle bruges på amerikanske tv-stationer, det skulle kun kunne bruges på europæiske tv-stationer – med andre ord, kun på intelligente tv-stationer eller i en intelligent sammenhæng. Han ville også have tid til at tale om ting, som han aldrig fik lov til i en amerikansk sammenhæng. Han ville også have lov til at fortælle om sin far, en historie han altid havde brændt for at få lov til at fortælle. Jeg sagde så, at jeg var fuldstændig ligeglad – om han så bare ville læse op fra telefonbogen, så var det fint med mig. Så ringede jeg til min chef, som var Jørgen Ifversen på det tidspunkt, og fortalte at her er aftalen: Om Danmarks Radio ville være interesseret i, at jeg producerede en fuld time med Jack Lemmon? Så lavede vi en aftale om, at de betalte mig men de betalte også for de tekniske ting – men Jack fik ikke nogen penge for interviewet. Det blev så til at Danmarks Radios Underholdningsafdeling var producenter på Jack Lemmon, Walter Mathau og de tre Hurray for Hollywood. Det var den kontrakt vi lavede, det var et freelance projekt.
Så gik vi så i gang og filmede i Jacks kontor og vi kom, Don og jeg stille op og gjorde det hele klar. Det var helt uhørt, under interviewet, at han fik lov til at tale i 10 minutter hvor vi ikke afbrød overhovedet. Han fortalte og imens han fortalte, så løb tårerne ned af kinderne mens han grinende genfortalte han historien, det blev emotionelt for ham. Men det var grunden til han sagde ja, det var jo at han fik lov til at fortælle – det ville aldrig været gået i Hollywood og for min skyld var det ligegyldigt om han så havde brugt 15 minutter. Det var vidunderligt og en del af Jack, som han aldrig havde haft mulighed for at give luft for. Vi filmede en stor del af det på kontoret, hvor han går ude ved vandet.
Efter den produktion, så begyndte der at åbne sig nogle døre – så kom jeg til Paramount og Robert Ewans, og hele produktionen med Hurray for Hollywood, hvor jeg fik adgang de forskellige studier og adgang til de mange forskellige skuespillere der var Hollywood-stjerner på det tidspunkt. Det at jeg kom til at kende Robert Ewans åbnede døre, han havde blandt andet været producent af ”The Godfather” og ”Chinatown” med Jack Nicholsen. Robert Ewans boede fantastisk og med en engelsk butler. Han havde den ene flotte kvinde efter den anden, men så var han jo blevet gift med – jeg kan ikke huske hvad hun hedder…
Jeg mener jeg mødte Don Stern via Universal og det arbejde han lavede for dem derude og igennem Louis Blane, som var præsident for Universals marketingafdeling. Han har været i 60’erne da jeg mødte ham, en intelligent og begavet, nydelig mand. Han var utrolig dygtig og skarp. Han passede på mig, tog vare på mig – og sørgede for, at jeg fik noget at lave. Dons produktionsselskab lå ikke mere end et stenkast fra Universals backlot. Jeg hyrede ham fra produktion til produktion, der var ikke nogen grund til at hyre andre, han havde det godt med mig og omvendt.
At lave profilerne krævede meget arbejde, omkring 6 måneders arbejde før en given profil var færdig – Annett læste alt hvad hun kunne finde aft litteratur, interviews i aviser, film, tv-serier som de pågældende personligheder havde lavet. Det var et arbejde hun gjorde selv, hun havde ikke et hold af folk til at hjælpe med researchdelen. Det var en måde, at være mere personlig over for de personer hun skulle interviewe – ved at være godt inde i stoffet og dermed kunne stille de ”rigtige” spørgsmål. Fremgangsmåden var også, at filme alt det omkringliggende materiale til udsendelsen først og optage interviewet som de sidste. Derefter, når alt materiale var indspillet, begyndte Annett at udvælge hvad som skulle med i det endelige program. Hun forlod sig ikke på at have 20 minutter med den person hun skulle snakke med, typisk var det timelange samtaler så hun fik tilpas meget materiale at vælge i mellem. Hun var godt klar over, at det var en stor mundfuld at skulle sige ja til fra artistens synspunkt. De lange samtaler var en hjælp i redigeringsfasen, da de kunne give en form for rytme: Måden de talte på, måden deres stemme var på, måden de formulerede sig på var med til at lægge en rytme i forhold til klipningen. Det gav en form for musikalitet og det hjalp også, at hun kunne klippe det i forhold til hvordan de reagerede på hendes spørgsmål. (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986)
Fokus skulle være på de portræterede personer, ikke på Annett selv. De skulle have love til at tale, for selvom det blev for langt eller for snirklet, så kunne det redigeres i sidste ende. Der skulle ikke stilles spidsfindige spørgsmål som skulle bruges til at ”dolke” dem og for at skabe sensationelle skandaleinterviews. I sidste ende skulle personen, der sad foran Annett, bruge Annett som en slags ”medie”. (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986)
Kronik, Berlingske Tidende 12. oktober 1975.
Den rå vold skal advare os
Af Annett Wolf
Filminstruktøren Norman Jewison er bange for fremtiden og for ut komme til at leve i en verden styret afnmltinationale selskaber. Da jeg mødte ham, havde hans nye film »Rollerball« netop haft premiere i London.
Baggrunden for »Hollerball« er mennesket og dets mulige tilværelse år 2018 i et samfund styret af multinationale selskaber þÿ en verden uden hungersnød, kriminalitet og krige. For at tilfredsstille folket og give det afløb for aggressioner har man til gengæld opfundet den blodigste og most brutale sport siden de romerske gladiator-kampe þÿ rollerball, en ond, sadistisk og dødsensfarlig leg.
Dræb dem, lyder råbet
»Prøv at være tilskuer til en ishockeykamp og høre tusinder råbe »Dræb Schultz«, »Dræb Schultz«, og se unge mænd vakle rundt på isen med smadrede ansigter. Det er virkelighed i 1975, den sande sportsand eksisterer ikke mere, det er kun professionelt showmanship, der gælder i dag. Jeg kan ikke ændre situationen men jeg kan lave en film, der giver udtryk for min angst«.
Vi sidder i Norman Jewisons kontor i Pinewood-studierne udenfor London. Omkring os hænger utallige beviser på hans talent som film- og tv-instruktør. Væggene er fyldte med internationale filmpriser og verdenspressens anerkendelser. Den 48-årige canadisk-fødte Norman Jewison regnes i dug forat v ære een uf filmverdenens mest spændende og mest aggi essive instruktører, bl.a. fordi lian arbejder med konflikter mellem mennesker – oftest ligesom i »Rollerball« er temaet vold.
Norman Jewison har skabt en frygtindgydende film, en film der formår at ophidse sit publikum i den grad, ut folk star op i biograferne og råbcr«dræb dem, dræb dem«. Man spørger sig selv , om »Rollerball« bare er fremtid. I virkeligheden kan jeg ikke selv lide »Rollerball«, siger Norman Jewison og fortsætter: »Filmens voldelighed gør mig bange. Selv om jeg har ønsket at chokere og ryste publikum og få dem til at se realiteterne i øjnene, kun jeg stadig ikke lide den.
Jeg kan derimod acceptere og lide filmen for den sandhed, den fortiler, og den værdi, den dermed har faet. Jeg ved, at jeg har lavet filmen om i morgen, mere end vi selv oprindeligt troede«.
Norman Jewison befinder sig i en overgangsperiode, hvor han ikke helt har kunnet slippe »Rollerball«, og
endnu ikke er dybt involveret i sit nye filmprojekt, Frederick Forsythes bestseller »Dogs of War«. »Det er altid en mærkelig død fornemmelse, når man pludselig ikke mere kan opfinde flere undskyldninger for at beskæftige sig med en film, man har brugt to år af sit liv på. Det er som at sige farvel til en elskerinde efter et had-kærlighedsforhold«, siger Norman Jewison og griner. Det største problem, Norman Jewison stod overfor, var at opfinde en slags sport, som ikke alene kunne spilles, men først og fremmest kunne gennemføres uden at nogen blev dræbt.
»Vi arbejdede under enormt pres. jeg var hele tiden opmærksom på, hvor farlig en leg rollerball er, og hvor store chancer der hele tiden var for, at skuespillerne og de professionelle sportsfolk kunne komme til at slå for hårdt. Der var øjeblikke, hvor spillerne glemte, det var film, og spillede den rå virkelighed. Det var rædselsvækkende, men det er jo det, der sker dagligt under fodboldkampe. Folk smittes af stemningen, og så er ikke langt til direkte vold.
Dot deprimerende er, at publikum i realiteten nyder det«. Normann Jewisons fagre nye verden går videre end George Orwelld »1984«. I ar 2018 kontrolleres verden af syv-otte rnultinationale 1 1-ikaber En lille eksklusiv gruppe mænd fungerer som bestyrelse og tager alle beslutninger i et højt udviklet materialistisk samfund med få sociale problemer.
Jeg er overbevist om, slutter Norman Jewison, at de store rnultinationale selskaber som iillerede i dag
styrer vor dagligdag mere og mere, kan videreudvikle denne magt over os, så vi en dag vil vågne op til en verden, hvor rollerball er blevet en realitet og en nationalsport«.
Kronik, Berlingske Tidende, 21. december 1975.
Amerika har altid været vores land
Den danske TV-producer Annett Wolf har været til indianerkonvent i Oregon og fortæller her om George American Horse, der har en besk kommentar til »USAs uafhængighedsjubilæum»
Af Annett Wolf
PORTLAND, OREGON, USA
Gå Ikke bag mig. jeg ønsker måske ikke at lede dig, men gå heller ikke foran mig, fordi jeg maske ikke ønsker at følge dig, men ga ved min side, sa jeg kan na til malet som din ligestillede. Disse enkelte, smukke ord, er skrevet af en kun tolv-årig navajo-pige. på et indianerreservat i dagens Amerika. Et digt. som med få ord gør det klart, hvor lidt vi egentlig ved om den nordamerikanske indianer og hans kultur.
For mange står indianeren stadig som et bemalet, grotesk ansigt, fra en eller anden Western, en skrigende vildmand, som myrdede og skalperede den hvide mand. En af de mange, som er dybt engageret i indianernes fremtid i det moderne amerikanske samfund, er George American Horse fra Otoe stammen. Daglig leder af en gruppe ceremonielle dansere, som håber på at besøge Skandinavien næste sommer. Filmskuespiller, lærer ved universitetet i Los Angeles i indiansk historie og kulturliv, samt konsulent for film- og TV-industrien i Californien.
Myten fra filmene George American Horse er barnebarn af høvding Mose Harrngarra, den sidste af mange berømte Otoe høvdinge. Som delegerede ved The National Congress o/ American IncHansi, arbejder George American Horse og hans kone June frem imod malet: en bedre forståelse i den hvide mands verden for de mange indianere, der må lære at leve som borgere i det amerikanske samfund:
»Det hele må fra starten bygge på fælles forståelse og respekt. Vi taler her om filmindustrien, det er det, min kone og jeg for øjeblikket beskæftiger os mest med. Det er et arbejde, som mange gange kan være en balancekunst, da næsten alle studierne her pé vestkysten stadig insisterer på at se indianerne i skindtøj, mokkasiner og fuld krigsmaling.
Det er min sande overbevisning, at hvis den amerikanske filmindustri fremover vil producere film, som verden kan acceptere, så må den sætte sig ned og lære vores historie at kende på ny. Den stereotype, glorificerede, amerikanske Western, hvor indianerne sjældent blev fremstillet som andet end skrigende vildmænd þÿ må en gang for alle være forbi.
Fordommene nedarves
Vi prøver at forklare folk, at vi ikke alle stadig rider til arbejde, at mange af os har biler, som kan gå i stykker for os. lige såvel som for dem. Vi er i gang med at lære at leve en hverdag i de moderne storbyer, vi kæmper for at overleve i den hvide mands verden, mens filmindustrien fortsat viser os til hest i fuld krigsmaling. Den største fare ligger stadigvæk hos mange forældre, som på baggrund af deres egen børnelærdom fortsat fortæller deres børn og børnebørn om deres opfattelse af indianeren. Det er blandt andet her, vi prøver at sætte ind ved at opføre vore ceremonielle danse og sange, »Pou>- wow’St, for børnene. Det er netop børnene, som er så væsentlige, fordi det er hos dem, vi kan forsøge at rette alt det gale, ved fra starten at fortælle dem om vores kultur og livet i reservaterne.
Som regel prøver vi som afslutning på vores Pow þÿWow s at opfordre børnene til at deltage i en venskabsdans med os. Det er ofte rystende at se, hvorledes mange børn trækker sig tilbage, og ikke tør danse med. Det skyldes bl. a. de utallige film, do hver dag får præsenteret i TV þÿ et medium som, brugt forkert, er dødsens farligt. De gamle Westerns er et uhyggeligt eksempel på det.
Utilstrækkelig skolegang
De instanser, som skulle tage sig af mange af vore problemer, fungerer ikke. De mange hjælpeprogrammer, som oprindelig blev tilrettelagt, er blevet gammeldags, og selv om vi nu er veri at overtage al organisation og planlægning af indianernes fremtid, er problemerne så mangfoldige, at det vil tage os mange år, før vi har fuld kontrol med situationen. Vanskelighederne er store, uanset om man bor i et reservat, eller om man rejser ind til en storby som Los Angeles. Det er urealistisk at tro, at det er muligt at overleve i det lange løb i reservaterne. Alt det land, som tilhører reservaterne, er delt op i så små stykker, at det ikke engang kan betale sig at, bruge dem til havebrug.
Hvis man vælger den anden mulighed, at tage ind til storbyerne, kommer vi som regel dårligt forberedte. Vores skolemæssige baggrund kan ikke bringe os ret langt, fordi vi hjemme kun har mulighed for at gå i skole den halve dag. Resten af dagen går med at arbejde for at betale for den utilstrækkelige undervisning.
Meget af det, vi lærer i skolerne, er ikke tidssvarende nok, hvilket vil sige, når vi står på en arbejds- plads og søger arbejde, er vi ikke konkurrencedygtige.
Ørnen er vort symbol
Afholdelsen næste år af þÿUSA s 200 års jubilæum er endnu et eksempel på en af den hvide mands mange misforståelser.
Denne gang drejer det sig om at fejre 200-året for den amerikanske uafheængighedserklæring. Man glemmer blot i festbrochurerne og TV-programmerne, at det var don hvide mands uafhængighed. Vi indianere har været hor i 2000 år før don hvide mand. Amerika har i århundreder været vores, fordi vi altid har været her, men hvad med vor uafhængighed? Når vi tænker på ordet frihed og dets betydning for vor kultur og hele livsindstilling, så tænker vi på ørnen. Denne smukke fugl og dens styrke symboliserer den totale frihed. Ørnen kan stige højest, se længst, og flyve længst. Vi har altid troet, at nar ørnen fløj op imod bjergtinderne og den evige sne, så bragte den vore bønner med sig til Den Store And og de evige jagtmarker. I vor livsfilosofi tror vi på bjørnen og spætten som vore brødre, og på at vi alle er blevet sat på jorden, fordi det nu engang har været meningen. Men vi er bange for, at menneskene allerede alt for længe har fået lov til at forurene naturen, og dermed har forstyrret selve meningen med livet.
Annett goes to Hollywood
Foråret 1976 bliver brugt på at optage en tre-parts dokumentar om Hollywood til DR, som dog først bliver vist i 1977. Blandt andet husket Annett besøget hos Steven Spielberg på Mors Dag – 9. maj – i 1976, netop på grund af datoen og på grund af, at Steven Spielberg en dag eller to forinden havde afleveret sit oplæg til hans kommende film ”Nærkontakt af tredje grad”. Ud over at bruge tiden på at producere dokumentarer, er hun også på udkig efter serier eller udsendelser der kan vises hjemme i Danmark. Hun har blandt andet serien ”Starsky and Hutch” og TV-filmen ”Queen of the Stardust Ballroom” i kikkerten.
Annett lander atter i Danmark den 31. juli 1976 efter et års formel orlov og i månederne efter klipper hun portrætterne af Jack Lemmon, Walter Mattheau, Telly Savales og Alfred Hitchcock som hun har optaget i det forløbne år. Det bliver til triologien ”….og hans verden” og det første af programmerne – interviewet og portrættet af Jack Lemmon – bliver vist den første lørdag i oktober og bliver genudsendt små tre uger senere. I slutningen af oktober følger Walter Mattheau, dernæst ”Telly Savalas alias Theo Kojak”. Det sidste interview i ”…og hans verden” er interviewet med Alfred Hitchcock der bliver vist mandag den 20. december.
Det er dog kun for en kort bemærkning, at Annett er hjemme igen – for næste afgang til USA er allerede planlagt til januar måned.
Den 24. oktober åbnede kampagnen “Flygtning ’76” på Københavns Rådhus under overværelse af 600 deltagere fra forskellige nødhjælpsorganistationer. En koncert var blevet arrangeret under kunsterisk ledelse af Annett, som havde fået Kenny Drew og Niels-Henning Ørsted Pedersen til at spille mens de øvrige medvirkende til arrangementet var Johannes Møllehave, Erik Mørk samt en række udenlandske kunstere.
Der var lagt op til en festlig aften på Børsen i november da BilledBladet uddelte priserne for årets bedste TV-journalist, TV-skuespillere, TV-forfatter, TV-underholder etc. – og ikke mindst, årets bedste TV-producer. Her vandt Annett prisen med 7873 stemmer, tæt forfulgt af Liselotte Winkel med 7011 stemmer. Annett havde inviteret filminstruktør Robert Evans til København, så han kunne deltage i festen. Annetts datter var med til festen, hvor der også var gode kollegaer som fotografen Henrik Herbert med, som Annett havde arbejdet sammen med tidligere.
Tiden blev dog også brugt på andet end arbejde, for i december måned var der tennis i København hvor blandt stjernen Bjørn Borg spillede om en gevinst på 420.000 kr og som den tennis fan Annett var, så måtte hun selvfølgelig følge disse kampe. (Prins Henrik til tennis, 1976) ligesom der også var tid til at ses til lidt julehygge med Jørgen Sperling og Peter Hartmann.
I løbet af samme efterår bliver tre-parts dokumentaren ”Hurray for Hollywood” klippet færdig, så den ligger klar til udsendelse når hun atter skal afsted i januar måned.
Berlingske Tidende, 28. november 1976:
De lever af at lave helte i TV
Af Annett Wolf
Universal studierne, der ejes af MCA-koncernen, ligger i Burbank, en forstad til Los Angeles Det er stedet,
hvor verdensberømte filmstjerner har deres arbejdsplads i en forunderlig blanding af drømme og hårdt
arbejde, af farvestrålende facader og nøgternt teknisk apparatur Det er også stedet, hvor det er muligt at træffe TV-helten McCloud, alias skuespilleren Dennis Weaver, og høre, hvad han selv mener om den populære McCloud-serie: »Jeg prøver at gøre McCloud til et rigtigt menneske, som er interesseret i andre mennesker og deres problemer«, siger Dennis Weaver, som fortsætter:
Det er også derfor, McCloud bliver blandet ind i så mange ting. som egentlig ligger uden for en politimands normale arbejdsfelt. Jeg prøver selv at lade figuren vise respekt for damerne, men på samme tid også understrege deres attråværdighed. Sadan er nu engang folk »ude på landet« i Amerika.
En anden vigtig ting er at få humor ind i serien, uden at det dog bliver noget, som er med for sin egen skyld. Producenten og jeg er blevet enige om fem ting, som McCloud-serien skal indeholde: Humor, romantik, drama, handling og spa>nding þÿ så får vi, hvad jeg vil kalde et velafbalanceret show.
Hvem jeg selv er som menneske? Tja, det er svært at fortælle. Mange ting hos en person ændres af de skiftende omgjvelser, men tilbage i mig er en kerne af den samme Dennis, som engang var seks år.«
Om filmbranchen i Hollywood siger han: »Omgivelserne skaber mange overfladiske mennesker þÿ det er jo en uægte verden, hvor ikke blot kulisser, dekorationer og situationer er fabrikeret, men hvor også de menneskelige karakterer fabrikeres. Men jeg må da sige, at der er mange dejlige mennesker i branchen, mennesker med en høj moralsk standard. Hollywood er dog ikke midtpunktet i mit liv. Jeg går ud andre steder og opsøger folk, som har andre problemer og lever deres liv på en anden måde . . .«
Savalas: – Damerne falder for mig
Et andet sted i Universal studierne træffer jeg Kojak også kaldet Guds gave til damerne . . . »Vil du have en god historie, så kan jeg fortælle dig, at Kojak-serien vil blive vist på skærmen i de næste fem år.« Bemærkningen er typisk for den græskfødte Telly
Savalas’ selvtillid. Han forsøger at imponere alle med sin maskulinitet, og han opforer sig af og til som et forkælet barn, der tror, at han kan alt. Hans uovervindelige tro på sig selv kan måske forklares ved disse ord fra hans malerinde-mor: »Telly var mit yndlingsbarn, den udvalgte. Jeg burde faktisk ikke sige det så definitivt, det vil måske såre mine andre fire børn, men selv som baby havde Telly en særlig magnetisme. Jeg havde sa mange ting at være bekymret over dengang, men jeg fandt altid en løsning på problemerne, når jeg vuggede Telly i mine arme og talte til ham.«
Moderens følelser er gengældt, Telly har ofte udtalt, at hans mor er hans livs store kærlighed. Selv siger han: »Jeg tror, damer falder for mig, fordi de er klar over, at for mig er forforelse mere et spørgsmål om romantik end om sex. Jeg tiltrækker kvinder på grund af min interesse for dem. Jeg er interesseret i romantik, i at være sensuel. i at skabe oplevelser og minder, noget mellem mig og en kvinde, som vil leve længere end nuet«.
Om emnet vold i TV har Telly Savalas følgende bemærkninger: »I Kojak-serien viser vi vold, ligesom vi viser andre menneskelige situationer. TV beskriver livet, men folk vil gerne overbevises om, at der virkelig er nogen, som tager sig af lov og orden og af kriminaliteten i gaderne Jeg har levet i så mang år og set vold, så megen vold, at jeg har prøvet at placere Kojak-figuren midt imellem yderpunkterne i andre kriminalserier. Kojaks opgave er at bekæmpe vold, men han har også tid til at smile og le þÿ og til at elske. Kort sagt, han er menneskelig, Kojak, det er mig. Tel: y ærlig, sårbar og bestemt ikke en helt. Jeg ville faktisk ikke bryde mig om at være en helt, og spørgsmålet er, om det virkeligt er nødvendigt at bruge våben til at bekæmpe kriminalitet…«
Blake: – Baretta er halvt mig selv
Mit tredie møde den dag er med Robert Blake þÿ manden, der spiller «Baretta i TV-serien af samme navn. Blake er blevet sammenlignet med James Dean, men har alligevel tydeligt sin egen identitet. Han er et produkt af de hårde støds skole, og han har hentet sig en masse dyrekøbt erfaring. Som barnestjerne i »Our Gang« -serierne og senere som Little Beaver i »Red Ryder« -serierne lærte Robert hurtigt, at Hollywood ikke kun var glimmer. Da han var 16, gik hans karriere ned ad bakke. Han blev smidt ud af forskellige skoler þÿ én gang for at spille hasard þÿ og omsider endte han i hæren, hvor hans løbebane blev præget af ny uorden. Endelig tog han sig sammen, arbejdede hårdt, studerede og fik hovedrollen som Perry Shite i filmen Med koldt blod«. Successen blev imidlertid fulgt af en depression, og først da han traf sin nuværende kone Sondra, genfandt han sikkerhed.
Efter fiasko i seks film og seks forgæves forsøg på at komme til at spille i andre film meldte Robert Blake sig hos Universal med ordene: »Jeg er parat til at aftjene min værnepligt«. Det blev starten på Baretta-serien. »Baretta er halvt mig selv og halvt det idealiserede billede, jeg har af mig selv«, siger Robert Blake. der fortsætter: »Jeg opfandt ham på grundlag af brudstykker af mig selv, jeg gav ham de forældre, jeg ikke havde, og et mod, som jeg ikke har. Lige meget hvordan man mener, den karakter er. som man skal portrættere, så er der ens egne følelser at tage af.«
På standard-spørgsmålet om vold i TV svarer Birke: »Alt, hvad man gør i film, TV eller andre kunstarter, er at male et billede. I en god film vil ingen specielt tale om den vold, der måske er vist þÿ hvis det altså er en god film. Bibelen er fuld af vold, hver eneste tegneserie, jeg har set, er fuld af vold. Katten spiser musen, Anders And tæver sine børn þÿ der er ikke andet end vold i tegneserier. Der er masser af vold i børneshows þÿ der skete masser af mord, før TV kom frem.« Om filmindustrien i dag: Jeg synes, den ret korrekt afspejler, »Gola og kokains-generationen, som den er i USA i dag. Jeg er ked af at se så mange gode film blive lavet med så negativ en filosofi. Jeg længes efter tredivernes og fyrrenes gode dage, hvor der var film, som havde noget positivt at bringe til folk. Der var håb, masser af håb, i de tidlige skuespil i Amerika og i de gamle film. Nu er de gode film kun sørgelige kommentarer om håbløshed og intetsigenhed, og det mest triste er, at film efter min mening gengiver tiden og menneskene på det tidspunkt, de bliver lavet . . .«