”Mænd har altid givet mig mere end piger”
Det var ikke tilsigtet, men mønstret var tydeligt – Annett havde en forkærlighed for at portrætere mænd og et interview i B.T. i januar 1974 (Arboe-Rasmussen, 1974) løfter også sløret for, hvorfor det forholdt sig sådan: Annett havde ifølge hende selv, altid haft det bedst med drengene. Et mønster der begyndte allerede fra barndommen – om end hun måske strammer den med udtalelsen om, ”at hun aldrig har haft en god veninde”. Der var flere mønstre i de ting Annett lavede og måske også en snert af gentagelse, selvom det altid var med nye elementer i de enkelte udsendelser. Udsendelserne ”Revymuseet”, sendt i to dele, som blev skabt i forbindelse med 100-års jubilæet for de Københavnske sommerrevyer, indeholdt også i hvertfald en genganger nemlig Ole Brandstrup, søn af Ludvig Brandstrup. Annett havde allerede, som tidligere beskrevet, lavet en række udsendelser i 1966 under titlen ”Teksten var af Ludvig Brandstrup”. Annett fik hjælp fra den anden medvirkende, Åge Stentoft, til at tilrettelægge udsendelsen. Åge var teaterdirektør for Tivoli Teatret i Aarhus og komponist, kendt i offentligheden for at have skrevet mange hundrede sange og havde en direkte forbindelse til en af de mange kunstere, som blev fremhævet i udsendelserne: Han havde akkompagneret Oswald Helmuth mange hundrede gange til sangen ”Ølhunden glammer”. Udsendelsernes primære fokus var afdøde kunstere, som William Gerner, Frederik Jensen, Carl Alstrup, Liva Weel og, naturligvis, Ludvig Brandstrup.
Lisbet La Cour var producerasssistent på udsendelserne ”Revymuseet” og hun kom til Underholdningsafdelingen i 1973, efter omkring 10 år i B&U-afdelingen. Ønsket om at rykke til Underholdningsafdelingen kom efter at have lavet ”Kender du decembervej?” og ”Ingrid & Lillebror” – men nu ville hun gerne være ”voksen” og prøve noget nyt. Niels Jørgen Kaiser var chef og Underholdningsafdelingen bar præg af, at man kendte hinanden og var venner, så det var svært at komme ind som ny i afdelingen. Pludselig ville Niels Jørgen Kaiser have lavet en ny struktur, nogle nye grupper og de kunne selv vælge hvem de havde lyst til at arbejde sammen med. Der var ingen som valgte Lisbet, formodentlig fordi hun var ny i afdelingen, hvilket hun ikke kunne fortænkte dem i. Annett Wolf kom ikke i gruppe, efter Lisbets udsagn var hun ikke så social, så der var ikke så mange producere som ville være sammen med hende. Hun var derfor helt alene og Lisbet var også alene. Niels Jørgen Kaiser sagde derfor, at Lisbet skulle gå sammen med Annett. Det synes Lisbet godt om, hun syntes godt om Annett som hun så som en kvinde med format. Lisbet elsker kvinder og mænd af format, og udsendelser der var spændende og kunstneriske. Lisbet var skide nervøs, for hvordan det ville gå, fordi hun var ny i afdelingen. Annett havde en power og når hun kom ind i et lokale så hun brand godt ud og havde forfærdelig meget lækkert tøj på, mens Lisbet lignede noget som var løgn, en drengepige i cowboybukser – hun havde ikke særlig mange penge efter en nylig skilsmisse. I forbindelse med optagelserne til ”Revymuseet” syntes Annett, at holdet skulle mødes hjemme hos hende for at de kunne lære hinanden at kende. Ifølge Lisbet var ingenting tilfældigt, når det kom til holdet som Annett havde valgt: Der var en super scenograf og super fotograf etc. Holdet vidste godt, at hun var datter af den berømte vinhandler Wolf så forventningerne var høje til hvad de skulle have serveret af våde varer – og ligeså stor var skuffelsen, da det gik op for dem at der stod noget porter og ellers citronvand. Lisbet husker den snak hende og scenegrafen Poul Art Thomsen havde om, at hun kunne nu godt have serveret noget god rødvin og Lisbet tænkte over, om Annett nu var lidt smålig. Nogle af optagelserne blev lavet oppe ved en havn i nærheden af Rungsted og Ole Ernst skulle være med. Lisbet kunne straks se kemien mellem Annett og Ole Ernst, mens Lisbet kunne mærke følelsen af at være en outsider. Lisbet bemærkede, at Annett havde det lettere med mænd end med kvinder.
”Jacques Brel er i live, har det godt og bor i Paris” blev genudsendt i midten af juni.
I den første uge af juli tager Annett turen til Sydfrankrig til Nice for at påbegynde optagelserne til det næste store profilportræt. Denne gang var det lykkedes hende at indgå en aftale med Peter Sellers om et interview. Peter Sellers var i gang med indspilningerne af ”The Return of the Pink Panther” og sagt OK til at der skulle laves en profil af ham til dansk TV. Annett og hendes hold arbejde altid ud fra, at få optaget alt det ”omkringliggende” materiale først, så de koncentrerede sig om – på afstand – at få filmet nogle af de optagelser til den kommende film som foregik i løbet af dagtimerne. Peter Sellers selv var virkede ikke specielt optaget af, at skulle lade sig interviewe. Men det lod Annett sig ikke slå ud af og hun gjorde sit til at være tilstedeværende på hans hotel indtil han endelig henvendte sig til hende. De endte med at aftale en middag – og det var over middagen, at de endte med have mange fælles interesser. Peter Sellers var også interesseret i ballet, klovne, mime (som var Marcel Marceus speciale) og de kom ind på livet af hinanden. Både med en overfladisk snak om hvad hun ville berørere i interviewet, uden dog at gå til bunds i de specifikke spørgsmål – men også for at afklare, om der var emner han ikke ville tale om. Da interviewet skulle finde sted viste han sig fra sine bedste sider: Åben, venlig, imødekommende og morsom. Han krævede ikke at se det endelige program inden det blev sendt, men han fik en kopi tilsendt og Annett modtog et pænt svar retur fra ham om, at det var en vellykket udsendelse. (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986)
Der var stadig plads til det danske i udsendelsen ”Det flimrer for mit livssyn”, hvor hun havde genoptaget samarbejdet med Johannes Møllehave med fokus på Benny Andersens tekstunivers. Skuespillerne Kirsten Walther og Ole Ernst fortolkede tekster, mens Trille, Freddy Fræk og Povl Dissing skiftevis sang og fortolkede sange. Politiken var begejstrede i deres anmeldelse og kaldte det “fjersyn unden flakken” med slet skjult hentydning til programmets titel og omtalte at både Kirsten Walther, Ole Ernst og Trille var i et med deres tekster. Særligt fremhævet blev Freddy Fræk som et talent der syntes at vokse og vokse.
”Tid til at leve”
Fotograf på serien ”Tid til at leve” Henrik Herbert husker, at optagelserne i Frankrig varede omkring en måned, meget længere end en normal produktion. Stillfotograf Birgit Hvidkær, som tog en række fotografier under optagelserne, mener at optagelserne foregik i det tidlige forår. (Hvidkær, 2020)