Året er 1967

I maj 1967 var indspilningerne i gang til en stor operette-produktion, ”Valsedrømme”, efter oplægget fra Oscar Strauss. Benny Andersen havde omskrevet teksterne i samarbejde med John Price, et arbejde som havde stået på siden december måned året før. Målet var, at den skulle gøres mindre sentimental end de tidligere udgaver. Hovedhistorien skulle bevares, men der skulle komme hentydninger til aktuelle begivenheder – som eksempelvis Kronprinsesse Margrethes bryllup der fandt sted på tidspunktet for optagelserne. Produktionen havde varet siden det tidlige forår og nu skulle de til at være færdige, da indspilningerne skulle være klar til redigering pr. 1. juni. Derefter fulgte arbejdet med redigering, som forventedes at vare omkring fire uger.

Annett Wolf fortæller: Åh nej, det var en trist affære. Jeg holdt meget af John Price og han var sådan set min læremester og som gav mig muligheden for at lære om teater. Han tog mig med på sin forestilling Meteor som assistent på Det Kongelige Teater med Maria Garland og Henrik Benzon. Vi arbejdede vældig godt sammen. Så skulle jeg lave denne Valsedrømme som er en Strauss operette med Helle Winther, Peter Steen og Henrik Wiehe. Henrik Wiehe var et dejligt og fint menneske, som desværre blev undervurderet som skuespiller. Han forstod det selv og sagde altid med et vidunderligt smil og med selvironi sagde, at når han engang var væk så ville der på hans gravsten stå ”Henrik Wiehe – i øvrigt medvirkede”. Og derfor holdt jeg usigeligt meget af Henrik Wiehe. I Valsedrømme spillede Peter Steen rollen som en meget fin officer med masser af dekorationer og guld og sager på, hvor Henrik Wiehe – naturligvis – spillede han adjunkten. Så det var altid nummer 2 eller 3, den selvironi – skal jeg sige dig Christian – det var en meget fin mand. Valsedrømme endte med, at jeg trak mig tilbage. Jeg duede ikke til det der med folk der dansede i balsale og jeg ville ikke ødelægge mit venskab med John Price, så jeg trak mig og det blev overtaget af en anden. Det var meget svært for mig og det var absolut ikke min kop te. Dirk Passer var vidunderlig, han kom med et sprog han havde kreeret, så ville alle lå på gulvet og skreg af grin, han var helt på toppen. Det var fantastisk med den rolle han havde skabt, han havde ikke brug for at høre noget fra nogen af os.

I juni måned får udsendelsen ”Cirkus ABC” premiere, et produkt af et samarbejde mellem Annett og Per Wiking.

Umiddelbart efter indspilningerne ”Valsedrømme”, blev Annett sendt afsted for at forberede årets juleudsendelse. I stedet for den traditionelle juleudsendelse, valgte man at ville gøre noget andet: At vise, hvordan jul blev holdt rundt omkring i verden under titlen ”Jul ’67”. Underholdningsafdelingens faste stab blev sendt afsted: Mogens Kilde til Grønland, Sten Bramsen i New York, Per Wiking til Afrika og Annett blev sendt til Israel. Det gav Annett mulighed for at vise billeder fra de bibelske steder i Israel.

Annett fortæller: Jeg blev sendt til Israel, selvom jeg gjorde Underholdningsafdelingen opmærksom på, at de altså ikke fejrer jul. Men jeg kom afsted – og det gav mig mulighed for at fortælle noget om landet. Det var en personlig oplevelse på grund af min mors baggrund. Det er bare særlig når man oplever Jerusalem, det har en vis indflydelse uanset om man tror på det ene, det andet eller det tredje. Den største oplevelse var da vi skulle ud og filme ved Genesarat Sø, vi måtte ud og vise nogle af de steder der er nævnt i Bibelen. Der var vi på et lille hotel tæt på Genesarat Sø, hvor jeg vågnede tidligt en morgen og så ud der var en sød lille dreng, en lille fåredreng, med sine får og så med søen i baggrunden – det var som taget ud af Bibelen, jeg kunne med det samme se, han var også klædt i sådan noget fåretøj med hovedet dækket. Det var en tidlig diset morgen og det varede jo ikke mange minutter, før jeg kunne tro at Jesus ville dukke op. Det var sådan nogle ting, hvor man har læst og set noget om det – det rammer en. Ellers er man jo fuldstændig åndssvag hvis ikke man forstår og hvis ikke man kan fornemme det. Det var og er et helligt sted. Vi var der umiddelbart efter 6 dages krigen, vi var der nok i september eller oktober. Jeg kan huske, at jeg havde en enorm respekt for Moshu Dayan, den israelske general, der tog egypterne på sengen. Jeg var på King David hotellet, kunne jeg høre lidt tumult uden for og der ankom Moshu Dayan, han var let genkendelig på grund af sin klap på det ene øje og han var berømt som en dygtig strateg og var roden til at israelerne vandt. Han kom så ind i lobbyen, jeg tog mod til mig og gik hen til ham og sagde ”General, jeg er en stor beundrer af dem og det De har gjort” og han svarede, at det var han glad for og spurgte så hvem jeg var. Jeg svarede ganske kort at jeg var på grund af den udsendelse jeg var ved at lave – og han bød mig på en drink, som vi så drak sammen. Så jeg fik masser ud af, at de sendte mig til Israel.

Da vi var i Nazarath for at filme, der gik det op for mig hvor forfærdeligt det var med alle de turister. Der var en af de steder vi filmede, der var der en mand som sad på et bræt med hjul. Det var klart at han ikke havde nogen ben, fra knæene og ned. Han sad og tiggede og jeg gik hen for at købe noget fra ham – da vi var færdige med at filme om aftenen og vi skulle pakke sammen, så vi vores ven rejse sig, pakkede og gik hjem. Jeg kan slet ikke forholde mig til alt det kommercielle pis der var dengang – og i dag for øvrigt også. Der var ikke t-shirts dengang, men der var kopper og lignende man kunne købe.

Vi havde en guide, som var meget meget sød, som kørte os op til et punkt så vi kunne se ned på Jerusalem og The Golden Dome for at kunne lave en panorering. Der står vi så og filmer helt henført og så råber guiden fra bilen, at han lige har fået at vide vi skal være opmærksomme på landminer der ikke var eksploderet. Så vi var nødt til at være meget forsigtige og tage et skridt ad gangen, mens vi kiggede ned for at kunne se om der var spor efter tråde og metal der stak op af jorden. Det havde taget os 3 minutter at komme fra bilen hen til stedet hvor vi skulle filme, men det tog os 30 minutter at komme tilbage. Det var der ikke nogen der havde tænkt på, at der kunne ligge miner som ikke var eksploderet.

Vi besøgte også familier som fortalte hvad hannukah var, vi tændte lys sammen og drak vin sammen. Alt det som var meget vigtigt, således at de skandinaviske seere kunne se hvad det betyder for dem og at det er lyses fest.

 

Det er midt på sommeren i juli måned og optagelserne til programmet om og med Marcel Marceau er netop gået i gang. Forud er gået måneders planlægning og års forarbejde. Indspilningerne er sat til at vare 36 dage. Manuskriptet til udsendelsen er blevet til, i tæt samarbejde mellem Marcel Marceau og Annett selv. De mødtes første gang i København i marts 1966, hvor Annett først opsøgte Marcel Marceaus bror, Alain Mangel, som agerede som hans manager, for at præsentere sin idé. Marcel Marceau var i København for at optræde, han så programmet om Rivel og dét gjorde udslaget i vejen videre til Marcel Marceau selv. Det var ikke første gang, Annett havde set Marcel optræde – hun havde oplevet ham i Frankrig før han kom til København første gang i 1965. Annett og Marcel spiste frokost på restaurant ”Tre Falke” i København – bøf med salat – en spise, som Marcel holdt meget af. Annett forsøgte at forklare sin idé, men den ligefremme pige var for en gangs skyld næsten stum. Hun sad nu foran en af sine store idoler og orderne kom ikke let ud af hendes mund. Men i stedet for at prøve at forklare hendes programmer og måde at arbejde på, inviterede hun Marcel hen i Radiohuset for at se programmet om Rivel. Efter at have set nogle scener fra produktionen, kiggede Marcel på Annett og sagde: ”De er et meget følsomt menneske, dig vil jeg gerne lave en film sammen med”. Marcel var travl, en mand på evig turné altid på vej til sin næste optræden, så allerede under deres første møde blev det klart for dem begge, at det ikke kunne blive før sommeren 1967. ”Skriv et manuskriptudkast, så kan vi mødes om en måned når jeg skal optræde i Amsterdam”.

Først skulle idéen dog via Niels-Jørgen Kaiser, som skulle godkende både projektet og rejsen til Amsterdam – med alle de usikkerheder der var i projektets tidlige fase. Men han sagde ja til begge dele og skrivearbejdet kunne gå i gang.

 

De mødtes de begge i Amsterdam, hvor Marcel Marceau fik forelagt Annetts idé og oplæg til manuskriptet på Hotel Hilton i Marceaus værelse. Han bladrede det igennem, nogle gange rystende på hovedet. Tavsheden og hans rysten på hovedet blev for meget for Annett, så i stedet for at blot at afvente begyndte hun at forklare sine idéer og forsøge at spille nogen af scenerne. ”De skulle være blevet skuespillerinde”, sagde Marceau da Annett var færdig. Det var ikke ment som en kritik, han ville stadig gerne lave filmen – men han havde nogle ændringsforslag. ”Kan De skrive hurtigt? Så vil jeg gerne fortælle om mit liv”, sagde Marcel og Annett fik travlt med at skrabe papir sammen og begynde at tage imod diktat. Marcel fortalte om sin barndom i Strasbourg, om sin bardoms fascination af Charlie Chaplin – en ting han og Annett havde til fælles – om hans oplevelser som 16-årig under Anden Verdenskrig og familiens flugt fra Strasbourg, om hans tilslutning til modstandsbevægelsen og om hans arbejde med at smugle jødebørn over grænsen til Schweiz. Han fortalte hvordan efter krigens afslutning, efter at have studeret som maler og grafiker, valgte at gå teatrets vej, møder med Frankrigs største skuespillere, om hans udvikling frem til at blive miniker – den kunstart, der gjorde ham berømt over hele kloden – og fik et indblik i menneskets indre følelsesliv, hvor vi alle er ens. Marcel dikterede til Annett i to døgn, kun afbrudt af sine optrædener og når der skulle mad indenbords. Han vandrede frem og tilbage, mens han fortalte – nogle gange afbrudt af toiletbesøg, for åben dør, så Annett fortsat kunne tage diktat.

Annett fortæller: Samtidig gik jeg i gang med at læse op på mimens historie, som gik langt tilbage – så det tog tid. Jeg begyndte at skrive, han rejste hele tiden rundt på turné og jeg fik meldinger tilbage skrevet på servietter med tegninger. Han var en stor kunstner og lavede sublime tegninger, som var vidunderlige. På tegningerne var også små bemærkninger og idéer – jeg fandt ud af, at jeg skulle være en smule forsigtig med hans idéer da de altid kostede store summer hvis de skulle realiseres. Så jeg skrev manuskriptet, han kom med sine kommentarer og endelig langt om længe var vi ved at have noget som kunne bruges, men der var jo gået et år eller lignende. Jeg kom så tilbage til DR og sagde, at filmen skulle optages i Frankrig på location og jeg ville optage den i farver, for der var ingen grund til at lave en produktion med Marcel Marceau i sort/hvid.

Annett vendte glad tilbage til TV-byen i Søborg med sine papirer og med et oplæg, der nu kunne skrives sammen til et nyt manuskript. Lynet slog ned i hende da hun kom i tanke om, at hun egentlig havde overset en meget væsentlig detalje: Hvad skulle Marcel Marceau have for at medvirke i filmen. Redningen kom fra Niels-Jørgen Kaiser, som hjalp med at udarbejde et tilbud, som Marcel heldigvis sagde ja til. Arbejdet med manuskriptet fortsatte over det næste halve år, i alt fem udkast blev det til som blev sendt frem og tilbage mellem Annett og Marceu – alt afhængig af, hvor i verden han nu befandt sig. Det var ofte tegninger på servietter fra hans figur ”Bip” med tilhørende tekster (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986). Derefter fulgte tre drejebøger, som fik samme tur.

Ud over Marcel selv, skulle de bruge en lille dreng der kunne portrættere Marceau som barn – der blev screenet mange børn i Parus før de fandt en dreng, lignede Marceu og som Annett også var tilfreds med.  Optagelserne fandt sted ud for Normandiets kyst, rundtom i Paris og på det gamle Sarah Bernhardt teater, hvor han debuterede og i hans hjem, der var fyldt med kunst, litografier, masker og ting fra hans mange rejser. En ting frygtede Annett og hendes hold altid; det var, når Marceau sagde ”Annett, jeg har fået en idé!”. Det satte Annett i et svært dilemma hver gang, for ganske vist var hans idéer ofte rigtig gode – men de betød som regel også, at budgettet ville blive sprængt. Det var, alt andet lige, Annett ansvar at holde styr på tidsplanen, arbejdet og det overordnede budget. Så det var med blødende hjerte, set fra et kunstnerisk perspektiv, at hun nogle gange var nødt til at sige nej. Det var en konstant afvejning og selvfølgelig tog de også nogle gange imod hans gode idéer og lod dem realisere. En af disse episoder skete, da de optog Sarah Bernhardt teatret og havde stillet det hele op, havde optaget det der skulle filmes og så kom Marceau med én af sine ideer. Han havde fået den idé, at de kunne optage også oppe på etagen ovenover; en gammel prøvesal som var beskidt, støvet og havde spindelvæv hængende fra loftet – det ville netop give en særlig stemning. Det viste sig, at være guld værd for den færdige film at tage i mod hans input i flere henseender. Kostumer og dekorationer til filmen blev varetaget af Jacques Noël, som ikke var så kendt i dansk regi, bortset fra arbejdet på Flemming Flindts ballet ”Den unge mand skal giftes”, men havde arbejdet sammen med Marcel siden 1960.

Annett fortæller: Kort tid efter jeg var færdig med Charlie Chaplin, begyndte jeg at arbejde med Marceu. Jeg skulle videre med noget jeg var betaget af og jeg holdt meget af Marcel Marceu. Han var i København for at optræde på Falkonér Centret og der fik jeg aftalt et møde med hans bror fordi Marcel mødtes ikke med folk, det gjorde Alain. Der mødte jeg til eftermiddagskaffe Alain Marceau, han var ligesom døråbneren og jeg fik talt med ham. Så sagde han, at det måtte han snakke med sin bror om og så kan du mødes med ham. Jeg så forestillingen om aftenen og mødtes med Marcel. Han ville være med til det hele, både processen og skrive med videre. Forestillingen hed ”The Visual World of Marcel Marceau” og det er en lang historie helt for sig selv, det indebar at vi var meget tæt knyttede, var meget nære venner, jeg rejste jo med ham og var tit på besøg hos ham. Det var noget andet med hans bror, enten så skændtes vi eller også omfavnede vi hinanden i stor begejstring. At skrive manuskriptet med ham, når han var på turné hele tiden – der fik jeg simpelthen, på servietter fra Moskva, hvor han rettede mit manuskript. Han malede og tegnede vidunderligt – hans signaturfigur var BIP, med den lille rose. Han tegnede til mig, samtidig med at han forklarede hvad han ville. Det værste der kunne ske var at han sagde: ”Jeg har en idé”, hver gang han havde en idé, så var det lig med mange penge. Det lykkedes os at lave det og det var Danmarks Radios første farvefilm og vi skød den totalt på location i Frankrig, i Paris og i Bercheres, hvor han boede, det lå ude ved Normandiet.

Det blev den første farveproduktion for DR, som var skudt på negativ og med et meget stort budget. Vi var i Frankrig i nogle uger, holdet og jeg, hvor vi optog. Vi skabte scener som Marceau ville lave, om mimens historie og helt tilbage fra da han var en lille dreng hvor han voksede op i Paris. Det var et drama og et portræt, som handlede om ham og hans liv som samtidig også havde en enorm bredde i fortællingen om mimens historie. Vi var også hjemme hos ham, i hans hjem i Bercheres, som lå fantastisk smukt. Vi filmede også i Versallies parken. Min startide til produktionen var at lave en stumfilm, hvor Marcels stemme skulle fortælle som en voiceover en linje eller to ad gangen, men resten af filmen skulle være uden lyd. Det skulle være Marcels tanker om hans liv der skulle indgå i voice-overen. Filmen starter, hvor vi filmede ude ved Normandiets kyst hvor D-dag fandt sted, hvor vi filmede Marceu med fuld maske ude på en stor sten ude i vandet, hvor han var bøjet sammen som en figur. Til Rachmanioffs klaverkoncert nummer 2, begyndte han langsomt at rejse sig til han stod som en blomst. Det gjorde han som åbning og til slutningen gør han det modsatte. Det blev den store film og var også årsagen til at Marcel og jeg blev ved med at være venner i mange år. Det var en dyr produktion, da farvenegativ kostede rigtig mange penge. Det var også processen der var dyr, da der så skulle trækkes en positiv farvekopi som vi kunne klippe og så skulle vi klippe tilbage til et farvenegativ. Der var ikke råd til eksperimenter, selvom produktionen var eksperimenterende i sig selv. Jeg elskede også overskyet vejr, helst lidt gråvejr. Jeg ved ikke noget værre end sådan en western med blå himmel og gul sol. Marcels farver var hvide og grå. Den eneste farve Marcel havde, var den røde rose. Jeg tror nok jeg et sted i manuskriptet havde skrevet, at her handler det om gråtoner i farver. Da vi skød åbningen og slutningen, var klokken 5 om morgenen og solen var ikke rigtigt stået op endnu. Der var lys fra den opadgående sol, det hele var lidt mælkehvidt og havet var ikke blåt, nærmere skifferfarvet. På den måde kunne vi holde de samme farvetoner. Det samme da vi optog i Versailles, der var lidt grønt men igen de samme hvide og grå toner. Det hele kom sig af, at jeg altid har været tilbageholdende over for de lyse, skarpe farver. Det er fint hvis det er Picasso, men det dur ikke på film for mig.

Erik Mørk lagde stemme til den danske udgave af ”En mimikers verden” og produktionen blev den første DR-produktion optaget på film i farver, primært med henblik på salg til udlandet og for at være forberedt for farve-TVs introduktion i Danmark. Dog blev den kun vist i sort/hvid ved den oprindelige premiere i 1967. Marcel selv var begejstret for det færdige resultat.

”Fata Morgana” blev indspillet i september måned, da Nina og Frederik var tilbage i Danmark for at medvirke i denne udsendelse. Det har været et travlt år for dem, da de både er engageret i Australien, USA og Sydafrika. I juni måned er de også i Danmark for en kort bemærkning, for at optræde i Tivoli.

Annett fortæller: Det er det berømte program med Pingvinen og Nina og Frederik. Jeg havde lejet den i zoologisk have samtidig med jeg også havde lejet en kran hos brandvæsenet – og jeg blev kaldt ind til skideballe fordi jeg havde brugt for mange penge. Fatamogana var en drømmeverden hvor de blev klædt på i nogle guddommelige kostumer Ves Harper havde lavet. Selve programmet er luft og frikadeller, der er ikke noget at komme efter intellektuelt, men hver sang var blevet klædt på til en formue og det var guddommeligt, og de var begge utroligt smukke. Og så var der selvfølgelig pingvinen. Willie Grevelund var fast inventar, en meget venlig mand, som leverede varerne. Han var ikke nogen stor maestro, men var god til at lave arrangementer. Det meste i den udsendelse var play-back, så vidt jeg husker.

De kostumer, jeg siger dig, de ting Ves Harper lavede var så smukke. Der var en tøjbutik dengang, som havde en afdeling for særlige stoffer. Der gik jeg ind med Ves Harper og så udvalgte vi stofprøver og sagde hvor mange meter vi skulle have af hver. Jeg tror det er det dyreste halvtimes program jeg lavet i DR. Det handlede om at jeg ville prøve noget af. Det var et program lavet for det æstetiske udtryk. Men jeg blev sendt op hos den budgetansvarlige og Niels Jørgen Kaiser. Jeg tror han havde røde knopper af mig, for jeg var ofte til samtale derinde.