Der skulle skabes en ny lørdagsunderholdning og det nye koncept blev en videreudvikling af noget der var kendt i forvejen, som så ofte før – nu under udsendelsesnavnet ”Weekend 66”. Lederne måtte stå skoleret efter at udsendelsen ”Weekend 66” blev sendt første gang 22. januar 1966. Således blev det berettet i Aalborg Stifttidende, at Annett, for at komme væk fra slagsmålet i TV-byen, havde taget ophold i Motel Aalborg for at finde ro og kunne fokusere på de næste udsendelser, der skulle produceres. En kombination af ferie og arbejde. Til avisen siger hun: “Jeg kan imidlertid love, at de kommende udsendelser i serien kun indeholder harmløse ting, som ikke kan vække nogen forargelse. Maaske slaar vi ud mod en eller anden i satireform, men det bliver ikke under bæltesstedet. Annett fortæller: Weekend 66 var en af de her samarbejdsting mellem Steen Bramsen og mig, jeg kan ikke huske hvem der ellers var med, det var et nyhedsagtigt program der kørte for enden af ugen. Jeg tror det var noget med avisoverskrifter, hvem der var i byen og sådan noget lignende.

Torsdag aften den 31. marts i TV-byen i Søborg: De sidste forberedelser er i gang til optagelserne af et one-man-show med skuespiller Preben Uglebjerg. ”Det lever, hvis der er publikum på”, siger Preben til EkstraBladet under de sidste forberedelser. Forud er gået lange forberedelser og 14 dages prøver, før denne aften. Preben har insisteret på, at optagelsen finder sted om aftenen.

Annett fortæller: Det var en one-man show og der havde jeg fået lavet – den var meget elegant – det startede med at gik i sådan en cottencoat, lidt samme billede som Sinatra, ligesom på forsiden af en hans albums. Meget elegant kom han ind og satte sig på en ekstra høj barstol. Han sang nogle super gode sange sammen med et bigband. Palle Mikkelborg var med, han spillede trompet eller filmhorn. Det var vist det man kan kalde en elegant halv time med en, efter min mening, elegant entertainer som Preben jo var. Han havde absolut en international stil. Det var en slags Sinatra-crooning, jeg kan huske det var lækkert. Nogen af sangene havde et satirisk islæt, sådan lidt satire over den danske hygge og vi hygger os ihjel. Det var en blanding af Sinatra og så lidt alvor ind i mellem. Jeg kunne ikke rigtig lave noget, hvor der ikke også var en alvorlig tone – så der trods alt var en mening med tingene.

I foråret bliver Annetts produktion ”Den Store Familie” udvalgt til at deltage i den internationale TV-festival i Montreaux, der årligt blev arrangereret af Schweizisk TV og Eurovisionen. I den forbindelse, bliver der lavet et programkatalog som skal bruges til at sælge produktionen internationalt. Festivallen starter den 22. april og Annett er sammen med Niels-Jørgen Kaiser og Mogens Kilde taget afsted, for både at deltage med Annetts produktion – som i anledning af festivalen er blevet beskåret til 50 minutter, for at passe inden for rammerne af konkurrencen – og for at samle inspiration fra de øvrige deltagere på festivalen, en opgave som Annett har arbejdet på i foråret op til festivallen. Mogens Kilde er afgående chef for Underholdningsafdelingen, mens Niels-Jørgen Kaiser skal overtage posten den 1. juni. Derfor er de begge med, for også at blive klogere på hvad de øvrige europæiske lande kan levere inden for underholdning. De store portrætter er begyndt at blive en vedvarende fascination hos hende og i foråret 1966 er det drømmen om en profil af Sammy Davis Jr. der trækker – det bliver dog ikke til andet end en idé.

Cirkus ABC var en serie på fem programmer lavet i samarbejde med Kurt Møller Madsen, som var cirkusekspert. Idéen var at give seerne en indføring i, hvad der lå bag de enkelte cirkusnumre og give et indblik i arbejdet.

Annett fortæller: Kurt Møller Madsen og jeg lavede en udsendelse om cirkushistorie, historien om cirkus. Det var Cirkus Benneweis, det var det rejsende cirkus, det var det store cirkus, Cirkus Schumann – de havde den store bygning, Cirkusbygningen. Hvad de havde i bygningen resten af året, husker jeg ikke. Men deres sæson var utrolig lang. Schumann og Rivel familien rejste til Paris og andre store cirkusser i Europa, de var også i Rusland til cirkus i Moskva med den berømte cirkusklovn der hed Popof (??). Det var mens cirkus stadig var stort. Så der var visse måneder af året hvor Cirkus Schumann var lukket og en stor del, hvor de var hjemme i København, hvor de hver aften havde forestilling. Det var en historisk gennemgang af cirkus i Europa, cirkus i Danmark. Vi var også ude med Benneweis og små omrejsende familiecirkusser, de eksisterede endnu og så viste vi naturligvis. Vi endte altid i Schumann med deres fantastiske heste. Første udsendelse var med Albert Schumann, han var simpelthen en mester i det der hed frihedsdressur, hvor de hvide heste kom ind uden seletøj og hvor han kunne stå næsten helt stille i manegen, så kunne han få dem til at gøre forskellige ting, fordi de var blevet dresseret til det. Han var en international kapacitet og meget respekteret. Max, hans bror, var også meget respekteret – han red prassage (??), de her heste der kan danse, gå sidelæns, alle de her finesser en hest kan. Gå baglæns, de kan gøre alt muligt og det er jo stadig en del af hesteverdenen i dag. Det er ikke bare spring, men også det de kalder dressage (??). Det er i virkeligheden ballet – det er en verden helt for sig, den er fantastisk. Mand og hest. Det er et samarbejde mellem hesten og manden og en respekt mellem menneske og dyr. Du kan ikke tvinge en hest til at gøre noget den ikke selv vil. Det er ikke bare at manden siger nu skal du gøre sådan og sådan.

Benneweis var i familie med Schumann og havde det største rejsende cirkus i Danmark og rejste jo også i udlandet, både i Scandinavien og i Europa. Schumann var kendt for deres elegance og internationale tæft. De var lige som ”den royale familie” inden for cirkus. Kurt Møller Madsen, han levede for cirkus. Han var, så vidt jeg kan huske, en lille mand med et lille skæg. Med nogle små briller – en smule professoragtig. Meget venlig og meget, meget sød. Han levede for cirkus og kendte alt til cirkus. Ellers så var der Barno og Beidy, det var verdens største cirkus. De havde i sin tid Barfalo Bill med i showet. Det var hundredevis af mennesker der rejste. Europæiske cirkusser var baseret på familie, unger, fædre, mødre, bedsteforældre og så videre. Det var vel nærmest det man kan kalde en klan. De blev hver især kendt for den ånd der var lagt i dem fra tidligere tider og deres specialer. Alt fra trapezkunstnere til tiger, elefanter og så videre.

Et portræt af komponisten Bent Fabricius-Bjerre blev Danmarks bidrag til en såkaldt septet-produktion, hvor syv europæiske lande skulle bidrage med hver deres underholdningsbidrag. De øvrige lande var Irland, Holland, Belgien, Norge, Sverige og Finland.

Annett fortæller: Det var gennembrudsudsendelsen, der havde jeg fået at vide at jeg skulle arbejde sammen med Bent Fabricius-Bjerre. Der havde han lavet ”Omkring et flygel” med Marianne Drewes, så skulle jeg overtage ham. Så satte jeg mig ned sammen med ham og sagde, at jeg ville lave noget andet. De øvrige troede sikkert, at jeg bare ville fortsætte med at lave det samme. Det var ikke fordi de var dårligt, men jeg synes ikke jeg kunne holde ud at se på det. Så spurgte jeg Bent, om han havde mod på at springe ud og håbe på at der er vand i bassinet? Ja, ja sagde han så. Så begyndte jeg at skabe et image for ham med de berømte kashmir- og rullekravesweaters fra Helge Madsen [tøjbutik] med skræddersyede smokingbukser fra [Hos Alm?] som var den dyreste og bedste skræddermester vi havde i Danmark. Han var fantastisk, skræddermester Alm. Han skabte en flaskegrøn, mørkegrøn fløjssmokingjakke som Bent så havde på med nogle lækre smokingbukser og tilhørende sko. Og så den der rullekravesweater som var i forskellige nuancer af lysegrå, der passede til resten. 

Der skabte jeg den figur, som Bent jo ikke havde været før – og så omgav jeg ham med dejlige damer. Og orkestret omkring ham, alting var omkring ham. Det første program var af en halv times varighed. Jeg kan huske B.Ts anmeldelse: ”Endelig internationalt fjernsyn”, jeg glemmer aldrig den overskrift. Og på den måde så blev Bent berømt – og en stjerne. Ikke fordi han ikke havde været kendt før, absolut ikke. Men nu blev han virkelig en fjernsynsstjerne. Bagefter lavede vi fire store programmer sammen. Maude Bertelsen var en fantastisk smuk fotomodel, som også medvirkede. Hun var fantastisk, smuk, hun var virkelig en stjerne. Jeg kan ikke huske om hun overhovedet kunne synge, men jeg synes vi skulle bruge hende til noget.

I august måned var der optagelser i Kolding på spillestedet Sans Souci, hvor DRs faciliteter i Aarhus blev taget i brug og en reportagevogn kørt til Kolding med det nødvendige udstyr. Annett var taget til Kolding for at producere programmet, som blev vist i september måned. Annett var glad for det materiale der kom i kassen, det var i hvert fald hvad hun blev citeret for i den lokale avis Folkebladet, dagen efter optagelserne: “Gennemgående er programmet udmærket…Der er mange fortrinlige numre, men det kan ikke nægtes, at der også ind i mellem er ting, som synes at være fyldstof. Jeg kan forresten godt lide stemningen her….Det er dejligt at se, hvordan folk lever med i forestillingen.” (Million-publikum venter, 1966).

I oktober havde et program med titlen ”Deres spion er i aften: ???” premiere. Politikens omtale af programmet var meget hemmelighedsfuldt og der blev antydet, at AW som producer kunne måske være Annett Wolf.  Indholdet blev der ikke røbet meget om – det var ligeså hemmeligt. Men programmets titel kunne have været ”Deres spion er i aften: Dirch Passer”. Det skulle blive den første optræden af Dirch Passer siden 1962 på TV.

I slutningen af oktober havde en anden variant af programmet premiere, da udsendelsen ”Deres rejseleder er i aften…Preben Kaas” blev vist.

Efteråret bød på en ny opgave, som Annett ikke havde givet sig i kast med før – men som hun havde drømt om at dyrke, siden studietiden i Cambridge og Danmarks Radio, selvom muligheden ikke havde været der før nu: Teatret – at kunne instruere skuespillere og iscenesætte et stykke på en scene. Der var ikke langt fra teori til praksis, som det bliver beskrevet i en omtale i Berlingske Tidende i oktober måned, for hun havde allerede i månederne op til denne mulighed, talt om, at det kunne være praktisk at kunne faget med at give personinstruktion i forbindelse med underholdningsudsendelser. Det var mesterlære med John Price som instruktør og Annett som hans assistent på forestillingen ”Meteor”.

”Hun er stærk. Hun evner at få en skuespiller til at yde godt. Hun er usædvanlig godt begavet, og hun er en inspiration for mig i arbejdet. Uden de egenskaber kunne jeg ikke havde hende gående op og ned ad mig på scenen.”, udtalte John Price. Forestillingen Meteor havde premiere på Det Kongelige Teaters Nye Scene 3. december, på Holbergs fødselsdag bemærkes det.

Annett fortæller: Jeg ville tages alvorligt, jeg var træt af at være hende der bare lavede underholdning.