Året er 1971

Efter succesen med ”En aften med Oscar Wilde” har Annett allerede et nyt projekt under forberedelse. Det er forestillingen “Jacques Brel er i live, har det godt og bor i Paris”, som har premiere på Det Kongelige Teaters Lille Scene, 25. januar 1971. Det er resultatet af blandt andet et besøg i New York i 1969, hvor hendes mand Peter Hartman arbejder i perioder. Sammen ser de forestillingen og Annett får allerede dér så meget blod på tanden til at ville opsætte stykkket i en dansk kontekst, så hun i pausen på forestilligen – på opfordring af hendes mand – tager kontakt til Mort Shuman, som både har været med til at opsætte stykket og medvirker i forestillingen.

De medvirkende skuespillere var Peter Steen, Lise Ringheim, Susse Wold og Erik Mørk. De to sidstnævnte havde også set den amerikanske opsætning og egentlig skulle det have været en opsætning til TV, allerede i 1970, men på grund af Annetts orlov fra Danmarks Radio kunne det ikke lade sig gøre. Efter forhandlinger med Torben Anton Svendsen, daværende skuespilchef på Det Kongelige Teater, fik Annett forhandlet aftalen på plads om en teateropsætning af forestillingen på Comediehuset, det Kongelige Teaters daværende eksperimentalscene, som de havde overtaget i 1969.

En anden der også havde set stykket var Susse Wold, endda samme opsætning i New York, som Annett havde set med hendes mand Peter Hartmann. Susse Wold udtalte til Berlingske Aftenavis, at forestillingen i den danske bearbejdelse var lidt anderledes end det amerikanske forelæg – i den danske opsætning var det alle skuespillere og ikke sangere samt at teksten, som på dansk var blevet bearbejdet af Habakuk, Jørgen Hartmann. Susse Wold og de øvrige medvirkende knoklede for at få opsætningen op på ganske kort tid, så prøverne med orkester først kom i weekenden op til premieren som var mandag den 25. januar.

Efter at have kæmpet med at få ”hul igennem” til Jacques Brel igennem mere end et år, kom der pludselig et telegram til Annett. Beskeden lød, OK til interview – mød mig i Knokke – aftal detaljer med min manager. Det var godt nyt, men det betød også at der måtte handles hurtigt. Annett var midt i forberedelserne til en ny TV-produktion med titlen ”En sømand har sin enegang”. Hun måtte have fat i Niels-Jørgen Kaiser, som sagde ja. Den næste udfordring som skulle klares, var at få et hold stablet på benene med lynets hast. Det lykkedes at få sat et hold som kunne tage af sted med meget kort varsel og holdet landede i Bruxelles en kold marts morgen.

Ud over de medvirkende skuespillere havde hun et hold bestående af scenograf Søren Frandsen, koreograf Fredbjørn Bjørnsson og for musikken stod Palle Mikkelborg med øvrigt medvirkende musikere Ole Molin, Ole Koch Hansen, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Bjarne Rostvold. Stykket er bygget op om 23 udvalgte Jacques Brel digte som fremføres til musik. Teksterne bliver oversat fra fransk til dansk, et samarbejde mellem Habakuk og Annett. Arbejdet med at oversætte er lidt af en mundfuld, mest på grund af de mange nuancer og ord, som ikke i samme udstrækning findes på dansk. Annett fortæller: Først fik jeg fri for at arbejde sammen med John Price, så fik jeg fri til at lave Oscar Wilde og så fik jeg fri til at lave Jacques Brel.

Efter denne anden afstikker til teaterverdenen, vendte Annett tilbage til Danmarks Radio hvor hun påbegynder produktionen af en ny serie af programmer kaldet ”Frokost”. Det første program bliver vist 13. februar. Annett måtte i forbindelse optagelserne til den første udsendelse finde en hurtig erstatning for Preben Neergaard, som blev syg og mistede stemmen. Erstatningen blev Freddy Fræk. Preben blev dog frisk nok til at optage de næste omgange af programserien. (Storm, 1971). Annett fortæller: Når du tænker på springet i mellem Benny Andersen og Shade på den ene side, som jo var socialt engageret, var det enormt. Det interesserede mig faktisk, at tage ud på de her arbejdspladser. Det har ikke bare været rugbrød. Det var en blanding af snak, monologer og sketches. Det var Willy Grevelund som var med – Greven som jeg kaldte ham. Han var altid med. Han var en forfærdelig sød og venlig mand. Så vidt jeg husker var det en trio, de havde med. Grevelund var god til den slags ting, for uanset hvilken retning det gik – uanset hvad vi ellers havde planlagt – det greb han.

Paul Hüttel var med til optagelserne af programserien og husker, at de blandt andet var ude i Københavns Havn: ”Der var alle de her mennesker, som stod og læsede skibene – det var et specielt job, det var omkring kl. 6 om morgenen og med øl og snaps på bordene, kæmpe madpakker og B.T. og EkstraBladet på bordene. Så var der alle de her store mennesker, som alle var blå i hovederne af vejr og vind. Jeg ved ikke om det var Johannes Møllehave eller Annett der havde udstyret mig med et Ivan Malinovski digt, ”En dag i Ivan Malinovskis liv”, som er et fremragende digt. Jeg tænkte, at det her kommer jeg ikke igennem. Men efterhånden som det her digt skred frem, begyndte de sgu at lægge aviserne og jeg kunne se, at de lyttede til hvad der blev sagt. Der var mange hints til Fremskridtspartiet, som det hed dengang – som Ivan i virkeligheden gik i kødet på. Der var mange ting, mange genkendelige ting som digtet handlede om. Og det endte jo med, at det tog de imod. Så var isen brudt til de her havnearbejdere og det blev en dejlig oplevelse. Men skal love for, at hjertet sad oppe i halsen da vi startede. Vi var også på Lego og en maskinfabrik i Valby. I det store hele gik det meget godt, vi var nogle skuespillere – blandt andet Lars Knutzon og mig. Freddy Fræk var med, Trille var med. Der var orkester med, så det var sådan set en stor produktion. Og så skulle vi lære at optræde for et publikum, samtidig med at vi optrådte for seerne.Det var spændende at være med til og der var Annett og Johannes altså vældig fine, Johannes har jeg jo kendt tilbage fra Dronningmøllerevyen i sommeren ’66.

”Kærlighed 71 – En sømand har sin enegang” blev optaget i sensommeren 1971 med Preben Lerdorff Ryge i den bærende hovedrolle

Annett fortæller: Preben Lerdorff Rye var Carl TH. Dreyers foretrukne skuespiller, en af vores store filmskuespillere. Preben var en guddommelig skuespiller, hans kunst…ja, eksisterer heller ikke mere. Han var en sensitiv og meget begavet mand og så havde han et problem med hans alkoholisme og det gjorde, at han var slidt. Den sidste rolle, mener jeg, var den rolle han spillede i ”En sømand har sin enegang”. Jeg tog meget hensyn til ham, læg mærke til i scenen hvor han kigger på Berthe Qvistgaard, at hans hænder ryster. Filmen handler jo om denne søde mand, som har været sømand – ham og hans elskede kone flyttede ind i den lejlighed, hvor filmen tager sit udgangspunkt, for mange år siden hvor Istedgade var en nydelig og pæn gade. Nu er hun væk og han går og lever med sin sorg og der er ikke nogen der gider at have noget med ham at gøre, heller ikke når han rækker ud. Gaden og miljøet har ændret sig og Istedgade er blevet en en pornogade. Ole Schulz var fotograf, Rolf Andersen var klipper og han hjalp også med at finde nogle af de miljøer, filmen blev optaget i – det var han fantastisk dygtig til. Den store dame blev spillet af den dejlige skuespiller Berta Quistgaard. Det var en meget personlig film for mig med de to store skuespillere som var med og min kærlighed til emnet. Selvom jeg var omgivet af en masse mennesker, følte jeg mig ensom alligevel. Den scene fra cafeen er sådan set den scene som gør mest ondt. Det gjorde et stort indtryk på os begge to, Preben og jeg. Da scenen var færdig, græd vi begge to. Det var så forfærdende med det han siger til hende den hæslige servitrice med det lilla hår og den uniform, da hun slet ikke svarer på hans replik om ”Har De travlt i dag” og hun ænser ham næsten ikke. Især detaljen med den måde han angriber den lagkage på, det kan jeg huske jeg sagde til ham om han kunne ”slippe følelserne løs” på den – og det gjorde han så. Det er en vigtig film i min karriere. Det er af de første gange, hvor jeg går til den og siger ”det er mig”. Finn Methlin, som skrev manuskriptet, vi havde et meget tæt samarbejde – og han forstod mig. Han skrev manuskriptet som en gave til mig fordi jeg altid talte om, at være alene og ensom – og overset. At blive ignoreret – og det er foreløberen for, hvordan folk behandler ældre mennesker i dag. Han bliver behandlet som et spøgelse. Og så scenen hvor han kigger på den lille pige der uskyldigt har numsen i vejret – og straks er han pædofil. Der er så mange ting i den film. Jeg så de ting – men folk troede ikke jeg kom derfra og så de ting. ”En Sømand har sin enegang” var en del af et nordisk samarbejde hvor vi hvert eller hvert andet år, hvor de nordiske lande bidrog med en produktion over et tema. De blev så sendt en af gangen, typisk med en varighed på 30 minutter hver.

Om rollen i filmen udtalte Preben selv til B.T. i sommeren 1971:  Jeg spiller en pensioneret sømand, en ensom fyr, der bor i Istedgade i København. Han er trist til mode, drysser rundt på gaderne i Vesterbro, en sølle fyr, men så møder han en dame, der er let på tråden. (rup, 1971)

Sommeren byder på en opgave, som hun har arbejdet på i flere år – og pludselig giver det bonus: Jacques Brel har endeligt sagt ja til et møde og det skal gå stærkt, for hun har kun en uge til at få alle detaljer på plads inden Brel vil mødes i Flandern

Annett fortæller: Jeg havde ikke nogen direkte indflydelse på, hvornår tingene blev vist – men hvis det var noget med en vis tyngde, så kom jeg med mine anbefalinger. Jeg holdt meget af fredage, for der ville folk gerne hjem og slappe af.

Portrættet af Jacques Brel bliver vist fredag den 12. november 1971 – og om lørdagen bliver en TV-udgave af opsætningen af ”Jacques Brel er i live, har det godt og bor i Paris” på Det Kongelige Teater vist. Det var en studieproduktion.