Annetts forkærlighed for Oscar Wilde gik igen i det manuskript hun lod registrere i januar 1981, ”A Face Without A Heart”, som var en fortælling skabt på baggrund af Oscar Wildes ”The Picture Of Dorian Gray”. En historie, som ikke skulle foregå i Oscar Wildes 1891, men derimod i 1990 – i en tid, ifølge oplægget, som var fokuseret på ungdom og skønhed. På rollelisten var der udvalgt navne som eksempelvis David Bowie og Peter O´Toole – men det blev endnu et oplæg, der aldrig blev realiseret.
I marts 1981 annoncerede CBS Cable en lang række nye programmer, deriblandt en række profiler af kendte mennesker inden for kunst, forretning, politik og videnskab. De skulle produceres under fællestitlen ”The World Of…”. Annett havde indgået en aftale med CBS om at levere et portræt af den svenske filminstruktør Ingmar Bergman og interviewet blev foretaget på hans gård i Sverige.
Annett fortæller: Det var måneder, jeg så alle hans film og læste alt hvad jeg kunne få fingre i. Det var den dybeste research jeg havde lavet, mens jeg boede i USA. Jeg havde ventet længe og det var Svend Nyquist, som var fotograf og en meget nær ven af mig og Ingmar Bergmans gode ven. Han var fotograf på næsten alle Bermans film. De to behøvede ikke at sige noget til hinanden, de vidste nøjagtig hvad de ville og kunne sammen. Svend og jeg mødtes, lad mig se – han blev engageret af Hollywood, han lavede store film – ”Out Of Africa”, ”Canary ”Row”, så lavede han den berømte film med Brooke Shields, hun var kun 14-15 år gammel – jeg kan ikke huske hvad den hed. Det var den første film han lavede i Hollywood, hvor de ringede med klokkerne for de havde jo aldrig nogensinde set den slags fotografering før som Sven kunne. Jeg bliver ved med at sige, at Sven var den fotograf. Ingen forstod at fotografere kvinder som Sven Nyquist. Ligesom ingen andre instruktører end Ingmar Bergman forstod at få kvinder til at gøre ting. Ikke bare åbne op som skuespillerinder, men som kvinder. De to mænd havde en gave, jeg kaldte dem altid mine to hekse. De havde en direkte linje til den kvindelige psyke som ingen andre har haft.
Svend mødte jeg fordi han ofte kom til L.A., fordi han jo arbejdede der. Da vi blev venner sad jeg jo hele tiden og mumlede om, at jeg havde en drøm – og det var at lave den der…ja, at møde Ingmar Bergman og få lov til at tale med ham. Så sagde han, at det kunne jeg godt glemme, ”Glem Borta”. Han ville ingenting osv. Osv. Jeg blev jo ved, ikke. Så var Svend tilbage i Sverige, jeg kan ikke huske hvad han skulle lave, men det var i hvert fald en film med Bergman. Så ved jeg ikke om Svend havde nævnt det og var begyndt at ”massere” Ingmar, i retning af, at hvis han endelig skulle tale med nogen skulle han tale med mig. Da jeg så var præsident for Scandinavia Today, der havde vi amerikansk premiere på ”Fanny og Alexander”. Det var på daværende tidspunkt Ingmars sidste film.
Der skulle Ingmar være kommet og hele Hollywood var jo oppe at stå for nu kom mesteren. Så havde jo fundet på undskyldning for ikke at komme, han ville ikke. Han ville i virkeligheden ikke komme. Så overtalte han Sven til at være stand-in. Så kom Sven og så kom de to børn, den søde lille dreng og pige som spillede hovedrollerne i ”Fanny og Alexander”. Jeg kan ikke huske hvem der ellers kom, måske kom Liv Ulmann også. Da Ingmar havde lovet at han ville komme, så kunne vi have benyttet muligheden, mens han var i Los Angeles, så kunne vi have sat os ned og få den samtale på plads. Det blev så heller ikke til noget. Sådan blev det ved, så endte det med at – jeg tror det var det tidpunkt hvor Ingmar også boede i München, der var noget med skattevæsenet i Sverige – og det var så grunden til, at han og Ingrid var flyttet til Tyskland. Han lavede også teater i Tyskland. Det var nogle store forestillinger, jeg kan ikke huske om det var i München eller om det var i Berlin de boede.
Men ihverfald en dag, så ringer Ingmar. Så undskyldte han først, at han ikke var kommet. Så måtte jeg jo sige til ham, at hr. Bergman – jeg sagde ikke Ingmar, at det forstod jeg så udmærket og det skulle han slet ikke tænkte på, for hvis jeg var ham så var jeg heller ikke kommet. Der tror jeg han lyste lidt op og tænkte, at nå hun er en af dem jeg godt kan have med at gøre. Han sagde så, det her med at nu må vi snakkes ved. Jeg havde ikke nogen penge, så jeg endte med at få de her CBS-folk til at give mig nogle penge, så jeg kunne komme derhen. Så kunne jeg ringe til ham og sige, at nu havde jeg så folk og penge. Så sagde han endelig ja og Sven sagde, at du må sgu ikke være sikker og du må krydse fingre. Det kan godt være, at når du når frem så vil han ikke. Jeg kom med mit hold og min producer til Stockholm – og så havde Ingmar også linet sit hold op, han havde nogle folk han var vant til at arbejde sammen med og som han sagde OK til. Der var linet makeup op, altså Ingmar styrede det hele fra det øjeblik jeg ankom til det øjeblik det var forbi.
Der var ikke en af os som havde noget at skulle have sagt. Det var Ingmar det hele. For eksempel da vi mødtes, det var jo det øjeblik altså, det var helt fantastisk. Jeg sad inde i det der rum eller det sted han havde valgt. Der var sat de to stole op og så videre. Jeg gik rastløs rundt og min producer sagde, at nu måtte jeg tage det roligt og lade være med at falde sammen. Det var ligesom om gud skulle ankomme. Så hørte jeg pludselig denne buldrende stemme…”Hvor er hun? – Hvor er hun?”. Ind ad døren kommer så denne mand, som er høj og imposant som man tror det er løgn. Så åbner han sine arme og jeg går hen imod ham og så giver han mig et kram, altså. Løfter mig op og sætter mig ned igen. Og giver mig et kram igen. Det var et øjeblik hvor jeg var fulstændig som gele, ikke. Gud gav mig et knus. Så kiggede han på mig og sagde så til makeupdamen, at den makeup er helt forkert og det kan du godt tage af og så starte forfra. Hun har en bedårende hud, hun skal jo ikke se sådan ud. Så stod han og dirigerede den stakkels makeupdame der var fuldstændig rystet. Så fik vi makeuppen på plads, så ville han lave om på lyset, så ville han lave om på kameraopstillingen. Sådan blev han ved, indtil mesteren endelig var tilfreds.
Så kørte vi et par timer, når der så var pause så sad vi i vindueskarmen begge to og så snakkede vi om vores fædre og vores mødre. Hans forhold til hans mor og mit forhold til min far. Det var det det hele handlede om. Og så var det den berømte sætning kom op, når vi talte sammen: Hvordan går det med den dårlige samvittighed i dag? Vi grinede af det hver gang og Sven kom jo også ind i billedet. Så lavede jeg også interview med Sven i hans meget, meget dejlige hus. Vi snakkede om hans samarbejde med Ingmar og hvordan det var at arbejde på de her kæmpe Hollywood film. Det var Sven faktisk ikke så forfærdelig begejstret for. For ham var det ligesom en af de her coffeetable billedbøger ikke. De manglede jo alt den intensititet som han var vant til med Ingmar. De film de lavede sammen – og der var mange – der var altid en intesitet og en opdagelse, en graven i tingene og de kvinder som jo blev endevendt, altså, de var stadigvæk smukke og stadigvæk vidunderlige. Det kunne ikke lade sig gøre i USA. De kvinder som han filmede og fotograferede, de var jo alle sammen forelskede i Sven. Sven var jo denne her elskelige, søde fyr med skæg og var søn af et missionærpar og levede i lange perioder i Afrika med sine forældre. Han var bange for damerne – som han sagde, at han begyndte meget sent med at have sex. Han begyndte vist ikke før han var i 30’erne eller slutningen af 30’erne fordi han kom med den her missionæropdragelse. Så var der alle de her damer der kastede sig over ham. Når vi sidder her og taler om de mænd, som jeg fik lov til at tilbringe tid med og den tillid de viste mig, er jeg dybt taknemmelig for.
De mænd glemmer jeg aldrig og fra den ene ende af spektret med Christoffer Reeve, til Ingmar og til Sven, til Jacque Brel. Det var gaver, det var det altså. Og alle sammen – og det er jeg mest taknemmelig for – behandlede mig så, så fint. Med sådan en respekt. Og der var aldrig noget….det var kun tillid.
“It’s A New Day” var et project som blev understøttet af South Bay Mayor’s Committee for Employment of the Handicapped i Californien på foranledning af en producer ved navn Fern Field. Idéen bag filmen var at gøre opmærksom på de mange forskellige former for handicap, som man kan have som menneske – ikke bare direkte ved at sidde i en kørestol, men også som hørehæmmet, synshandikappet med videre. Manuskriptet var skrevet af Fern Field mens selve den praktiske realisering var Annetts arbejde. Budgettet for filmen var 100.000 dollars for filmen på 9 minutter. Selve programmet blev optaget i nærheden af Yosemite National Park over en periode på 10 dage. Filmen havde premiere i januar 1981.