Svend Pedersen, Volmer Sørensen & Otto Leisner
I februar var der re-premiere på en ny serie af udsendelser under titlen ”Telefonen ringer – muligvis hos Dem.”. Det var en lille serie på fem programmer, som skulle underholde og samtidig hjælpe med indsamling til Dansk Radio Hjælpefond. Alle som indbetalte minimum en krone til giro 2575 havde chancen for at blive ringet op af (Sejr) Volmer Sørensen i det direkte program for at deltage i en quiz. Hvis man svarede rigtigt, vandt man en radio til en værdi af 700 kroner, men selvom man fejlede, var der alligevel en trøstepræmie i udsigt i form af et par LP’er. Programmet havde også kørt året før, men blev en stor succes og dermed gentaget. Konceptet bag programmet var blevet opfundet, da licensopkrævningerne blev omlagt og der ikke var mulighed for at sende girokort retur med overfrankering af frimærker på, for at støtte Dansk Radiohjælpfond, der hjalp mindrebemidlede til at de kunne låne en radio eller et TV. Volmer-Sørensen var en kendt vært, der havde været vært for nogle store indsamlingsshows i 50’erne hvor der blandt andet skulle samles ind til ofrene for krisen i Ungarn. Volmer-Sørensen var dog raget uklar med Danmarks Radios ledelse i 1962, omkring deres tilgang til programproduktion og hvor mange midler der skulle bruges, for at kunne ramme samme standard som de øvrige nordiske lande og havde formelt sagt op, dog var han kontraktmæssigt forpligtet til at Danmarks Radio kunne bruge hans ekspertise i 1963. Programserien blev i øvrigt Annetts introduktion til Inger Stilling, som blev antaget til at hjælpe som ”stik-i-rend pige” på produktionen og nogle år senere blev Annetts assistent.
Annett fortæller: Det var et live show med Volmer Sørensen, jeg kaldte ham Volle. Der var to værter som den store seerskare elskede, det var Volver og det var Svend P. Derudover var der mr. Jardex, Otto Leisner. Han gik altid i Jardex tøj, som var et firma i København som lavede tøj til herrer. Det var ikke særlig pænt sagt, fordi det reducerede Otto Leisner til sådan en udstillingsfigur. Jeg arbejdede kun sammen Otto Leisner en enkelt gang eller to, men det var den her forfærdelige udsendelse Jul i Loen, eller hvad det var den hed. Det var noget med at jeg blev sat på programmet og så skulle vi op til Nordjylland et sted, op på en kro. Der havde man lavet en sal om til sådan et krobal og så kom der en og spillede på harmonika eller noget andet. Jeg havde gjort eller andet som irriterede ledelsen, så de gav mig sådan en udsendelse. Vi havde OB-vognen med og boede på den kro med de forfærdelige værelser, hvor Bibelen lå på sengebordet. Jeg var jo så heldig, at jeg havde mine gode medarbejdere med, hele OB-holdet og vi skulle finde billeder og line op, til jeg var fuldstændig grøn i hovedet. Så sagde en af dem til mig, ”Det skal du sgu ikke tænke på, søde skat. Den skal vi nok klare for dig, nu tager vi lige en middag og nogle bajere og så skal vi nok klare det her”. Sagde jeg ”Tak, venner” og så satte vi os ned over en middag og tog os efterfølgende gevaldigt sammen og så gik vi i gang. Så kom Otto Leisner på og sagde ”Velkommen og godaften”. Salen var fuld af mennesker, alle de lokale der sad med kaffe og kage. Så kom de forskellige mennesker på scenen, som han havde slæbt med og som skulle optræde. Så skulle vi forsøge at lave billeder på det, jeg tror vi måske havde tre kameraer med og vi lavede nogle nydelige billeder og bagefter så sagde en fra gruppen ”Nu skal vi have en lille én”, hvilket vi fik og så tog vi hjem. Det var en af de her straffeprogrammer som jeg kaldte dem, eller rugbrødsprogrammer om man vil.
Hovedoverskriften på alt hvad jeg har lavet i mit liv, professionelt, men også alt muligt andet; det handlede om én ting: Du gør det bedste du kan, der var aldrig noget med at sætte sig ned og være totalt ligeglad med, hvordan det så ud fordi jeg var så egocentrisk at jeg sagde til mig selv, at jeg skal sgu lægge navn til det der og hvis det er noget lort, så er det mig det falder tilbage på – og ikke de andre. Selvom det var noget jeg absolut ikke på alle leder og kanter slet ikke kunne forholde til, og dermed ikke sagt at det handler om en mand der spiller på harmonika – hvis man hører harmonika, kan man også måske forestille sig franske viser og Paris – så det handler ikke om instrumentet, men mere om det der bliver spillet. Enhver kan vel forestille sig ”Tango Jalousi” eller operaen ”Carmen” udsat for harmonika. Nu kan jeg ikke huske specifikt hvad han spillede, men det var noget i den stil. Så var der også noget dans og så havde Otto Leisner sine monologer. Folk elskede Otto Leisner, selvom hakkeordenen nok – hvis man kan tale om en sådan – kunne have været Svend Pedersen, Volmer Sørensen og så kom Otto Leisner.
Der var ingen der var mere elsket end Svend P. Fordi Volmer var mere kosmopolitisk, Svend P. var mere omkring alt hvad der var dansk. Volmer talte flydende fransk og var mere internationalt gearet og global i sin tænkemåde, også med hensyn til de mennesker vi havde på TV i Tivoli. De var jo meget mere internationale kunstnere, end det var danske kunstnere. Svend P. holdt sig til dansk. Volmer var gift med Grethe Sønch. Og så var der til sidst Mr. Jardex – Otto Leisner. Otto Leisner stod for noget andet, mens Svend P. havde de store shows, hvor vi rejste penge når der var sket forskellige ting og sager, Rumænien eller Jugoslavien eller et eller andet. En af de her shows, hvor folk kunne ringe ind og give penge, et show som løb for åben mikrofon 3, 4 eller 5 timer. Det var han fantastisk til, der var ingen der kunne fylde huller ud som Svend P. og tale fra hjertet og til folket, han var en folkehelt. Otte Leisner var typisk pladeparade, hvor han havde fået en bunke plader fra pladeselskaberne, jeg kan ikke huske om der kom nogen og optrådte, for jeg så det jo aldrig.
Udover ”Telefonen ringer – muligvis hos Dem”, var Annett også med til at lave en række andre udsendelser i samme periode, som programmet ”Uformelt”, hvor Preben Kaas, Ib Glindemann, Jeanne Darville og Frits Helmuth medvirkede. Programmet blev produceret i samarbejde mellem Bob Ramsing, Marianne Drewes og Annett Wolf.
10. marts blev en national version af konkurrencen om de kvikkeste gymnasieelever sendt; ”Kvikke Ho’der”, en samsending mellem TV og radio. Det var en konkurrence som optakt til den nordiske udsendelse ”Vi som ved mest”, som blev sendt 14. dage efter fra Helsingfors, en gentagelse af samme type udsendelse året tidligere. Udsendelsen med gruppen “Los Valldemosa”, sendt i slutningen af marts bestod af fem unge sangere fra Mallorca. Det var ofte tilfældet, fortæller Annett, at udenlandske navne var i København for at optræde og derfor ikke ualmindeligt, at man benyttede muligheden for at få dem i studiet for at lave underholdningsudsendelser, der kunne fylde programfladen ud. I marts måned bliver startskuddet for en ny stor produktion til Nordvision-samarbejdet indledt, udsendelsen får navnet ”Sportsland” og er en hyldest til en lang række kendte danske sportsfolk sammen suppleret af en række store navne fra underholdningsbranchen så som Poul Reichardt, Preben Neergaard, Birthe Wilke og Four Jacks. Optagelserne var henlagt til Tivolis koncertsal, produktion og efterproduktion varede i fire uger og udsendelsen blev sendt 27. april samme år. Annetts rolle i forbindelse med produktionen var tilbage til en gammelkendt rolle for hende, nemlig som scriptgirl. Produktionen blev styret af Poul Due og Marianne Drewes.
I maj fik udsendelsesrækken ”Op og ned ad gaden” premiere, hvor den jævne dansker blev spurgt om deres tilhørsforhold og viden om historien bag vejnavne. Serien startede i København og var også i Skagen, Odense og Aarhus. Annett fortæller: Ja det var Svend P. og mig, der sammen med et filmhold, hvor vi ud fra research vi havde lavet i forvejen, havde fundet gader i København og uden for København, som havde en historisk baggrund. En eller anden vej ude i Valby, Storm P. vej – eller Christian d. IV’s Allé, noget der havde et navn som havde en historie at fortælle. Svend P. stoppede så folk og sagde ”Nu står vi ved Christian d. IVs eller Christian d. Xs Allé, hvad kan du fortælle om Christian d. X?”. Det kunne de som regel ikke fortælle noget om, og så fortalte han det. På vejen derhen til optagelsen blev jeg altid sendt hen til den lokale bager, for så skulle vi have flødeskumskager. Det var det bedste Svend vidste og jeg havde så fået at vide fra hans kone, at det måtte han absolut ikke. Han måtte godt få en lille kage, men ikke de store flødeskumskager. Men udgangspunktet var små veje og måske en gade en gang i mellem, det var som regel husmødre, postbude eller politifolk altså med udgangspunkt i Danmark. Vi har også været i Aarhus, Skagen og Odense. Svend P. havde som udgangspunkt en forklædning på, for han skulle ikke genkendes og så blev han så afsløret.
Se op og ned ad gaden:
I København – KB’s DR arkiv (begynder omkring 2 minutter inde)
I Skagen – KB’s DR arkiv (begynder omkring 2 minutter inde)
I juni måned blev et program med den hollandske jazzsangerinde Rita Reys vist, hendes gennembrud i hjemlandet var i 1953, men allerede i 1963 havde hun fået titel af Europas First Lady of Jazz – og det var ikke en ufortjent titel. Hun optrådte i sommeren over to aftener på Montmatre i København, men tog sig derudover tid til at indspille for både dansk radio og TV. TV-udsendelsen blev tilrettelagt af Annett. Det fortsatte med jazzprogrammerne i juli måned, hvor den amerikanske Coleman Hawkins var på skærmen i programmet ”Coleman Hawkins kom forbi”. I udsendelsen medvirkede Bent Axen, William Schiøpffe og Niels-Henning Ørsted. Årsagen til besøget var en koncert i Cool Cat Club, mens TV-udsendelsen blev optaget i Radiohuset. Optagelserne havde været længe undervejs, da de allerede påbegyndtes i marts måned og disse udsendelser var første resultat i et forsøg på at lave en tv-udgave af Børge Roger Henrickens radioprogram, som havde kørt et års tid. Der blev ligeledes som med Rita Reys produceret et program til radioens program 1. Annett Wolf fortæller: Det var gyldne jazztider, han var i København fordi han spillede i Montmatre og så vi jo så så heldige, at når de var i København kunne man få fat på dem. Det var en af de dejlige udsendelser, hvor vi kunne lege med lys, legede med kameraerne og legede med billederne. Der var ingen faste kameragange, men vi kunne beslutte hvilke kameraer der skulle bruges til totalbilleder, nærbilleder og så videre. Man producerede simpelthen efter musikken.
”Alt skal ikke serveres med en dåseåbner”, udtaler Annett til Jyllands-Posten i et interview i juni 1963 – ”Jeg bryder mig ikke om forkromet underholdning”. Hun giver sit eget perspektiv på, hvad TV’s Underholdningsafdeling er for en størrelse – og at genrerne de arbejder inden for spænder bredt; fra kabaret, små musikudsendelser, features til store underholdningsudsendelser.
Udsendelsesrækken ”Uformelt” var igen at finde i programoversigten i august måned, denne gang havde fjernsynet inviteret Otto Brandenburg og Otto Francker ind hos Jo Banks. Udsendelsen var igen produceret af Bob Ramsing, Marianne Drewes og Annett Wolf. Et nyt koncept kom på skærmen i slutningen af september, hvor ”Vinterhaven” havde premiere. Udsendelsen, som blev den første i en række, blev optaget i København. Værten var Svend Pedersen og i denne første udsendelse var gæsterne Ulrik Neumann og Svend Asmussen, Raquel Rastenni og Oswald Helmuth. Paul Hagen havde rollen som ”sjov mand”, der dukkede op med en sjov bemærkning – i øvrigt efter svensk forbillede, hvor der var hentet inspiration fra ”Hyllands Hjørne”. Anden udsendelse i rækken kom i midten af oktober og var optaget i de nye ”Casino-studier” i Aarhus, mest af praktiske hensyn da studierne i København var optaget. Håndværkerne var knap nok færdige med ombygning og indretning, da optagelserne gik i gang – studierne var blevet indviet den 2. oktober. Derfor blev de også publikummer til indspilningerne af den anden udsendelse. At optagelserne blev flyttet til Aarhus gav mulighed for, at man kunne invitere nogle lokale kunstnere, da der blev optaget over to dage – den 11. og 12 oktober- og dermed også mulighed for at improvisere. Gitte Hænning og Paul Hüttel var med i udsendelsen, hvor de opførte brudstykker fra deres aktuelle forestilling ”The Fantastics” på Odense Teater. Tredje udgave af ”Vinterhaven” kom den 26. oktober – udsendelsen blev forsøgt gjort så aktuel som mulig, så der blev optaget og redigeret lige op til deadline. I denne udsendelse medvirkede Ebbe Rohde, Lorne Lesley og maleren Bjørklund. Annett fortæller: Vinterhaven blev indspillet i Aarhus, vi skulle have nogen nye måder at lave nye ting på. Jeg kan ikke huske om det var lokation, jeg mener det var lokation. En have a là Botanisk Have og så sad Svend P. i midten på en stol og havde gæster.
TV var ikke den eneste retning i Annetts liv og som freelanceansat hos Danmarks Radio, lavede hun stadig opgaver ved siden af, ligsom det havde været tilfældet med Cirkusrevyen året før. Det var dog ikke en opgave af lige så stort omfang hun tog på sig i efteråret 1963, hvor hun sammen med maleren og kunsteren Jørgen Warring opsatte en aften hos Adlon, som var beliggende i Nørregade 41 i det centrale København. Denne aften fremviste modedesigner Jean Voight kjoler mens Aage Leidersdorff fremviste pelse – samtidig blev en række malerier fremvist, mens live musikken blev leveret af Sahib Shihab. Det var igen en engangsforetagelse, men fortæller dog noget om at Annetts vej ikke altid var ligefrem og der måske stadig var en tvivl om hendes virke ved TV, da hendes ansættelse stadig var på løst baserede projekter. Der skulle dog komme en ny mulighed for at udtrykke sig lidt senere på året, noget som lå i direkte forlængelse af hendes oplevelser hos Cirkusrevyen.
”Af Jazzens billedbog” var en programrække, der havde premiere i november og tilrettelagt af Børge Roger Henrichsen. Den første udsendelse havde blandt andet optagelser af pianisten Memphis Slim, med det borgerlige navn John Len Chatman. Som navnet antyder var han født i Memphis, Tennessee. De havde fået optagelser i kassen da han gæstede Montmatre sammen med sangeren Sonny Boy Williamson. Udsendelsesrækken byggede videre på bogen ”Noget om jazz”, der var blevet udgivet af Danmarks Radio nogle år tidligere i forbindelse med en række andre jazzudsendelser. Optagelserne var blevet til hos lejede faciliteter hos Palladium studierne i Hellerup og fandt sted i slutningen af oktober. Annett fortæller: Børge Roger Henriksen var jazzekspert, jazzspecialist, og jeg kan huske at Dirch Passer lavede en fantastisk parodi på ham senere hen. Børge var en af dem, som så jazz klinisk selvom han holdt meget af jazz. Jeg blev sat på programmet, så der blev lavet nogle ordenlige billeder, men det var ikke andet end en gennemgang af jazzens historie, så vidt jeg husker, hvor han var vært. Han talte meget l-a-n-g-s-o-m-t.
Udover den stort anlagte programserie, som beskrevet ovenfor, producerede Annett og Børge også mindre programmer sammen som ”Jazz-bio”, der blev vist den 3. december. En udsendelse som ikke er dokumenteret i dag, men længden på omkring 25 minutter antyder, at der er tale om koncertoptagelse ligesom de tidligere udgaver af programmet.
Annett Wolf var instruktør på Merc-revyen i slutningen af 1963 på Handelshøjskolen på Frederiksberg i København, som blev opført i december måned på skolen i København med 10 forestillinger og med en ekstra forestilling på Tietgenskolen i Odense. (Kobbernagel, Oktober 1964). Forestillingen med titlen ”A Taste Of Money – uden penge gør det ondt”, skrevet af Jens Skovgaard og med musik af Jørgen Storch. De medvirkende var Merete Methling, Birgit Philipp Petersen, Nedda Rilse, Janne Schubell, Jette Taulø, Grete Tange, Palle Bech-Thomsen, Klavs Brammer, Jørgen Ovesen, Eddie Ralf Skoller og Asger Aamund – det var i hvert fald den liste af medvirkende, der kom i dagspressen i midten af november. Eddie Skoller blev dog ”vejet for let” og kom ikke til at deltage i den endelige version af forestillingen, som fik premiere 30. november. Annett fik hjælp af den australske danser og instruktør Rodney Harvey.
I december kom den sidste udgave af ”Vinterhaven”, optaget i Aarhus. Sven Pedersen var igen vært og viste uddrag fra Aarhus Teaters opsætning af ”Lille prinsesse Snefnug” og en opvisning med lokale studerende fra Aarhus Musikkonservatorium fra Japan, der studerer klassisk europæisk musik. Derudover var der madlavning og beretninger om det gamle Aarhus. Den 16. december blev det næste kapitel åbnet i ”Jazzens billedbog”, hvor Børge Roger Henricksen havde fået samlet nogle af de oprindelige musikere fra 1940’ernes jazzmiljø i København med navne som Pedro Biker, Freddy Albeck, Poul Olsen, Helge Jakobsen, Hemming Hartmann-Petersen og Jørn Graungaard.
Umiddelbart før jul kommer programmet ”To Hjulmænd” på skærmen, med Louis og Hugo Hjulmand, hvor de spillede julemelodier sammen med Bent Axen, Niels Henning Ørsted Pedersen, Allan Botchinsky og Alex Riel. ”Ottos julekurv” den 23. december sætter et punktum for julerierne fra Annets hånd i 1963 og hun er akkrediteret for at bidrage til nytårskavalakaden som bliver sendt på årets sidste dag, som indeholder et sammendrag fra årets underholdningsudsendelser.