I foråret tages der hul på en række samtaler for filminteresserede på hotellet.
I april måned bliver der afholdt et arrangement på foranledning af Women in Film, en hyldestaften til Annett modereret af Susan Stroh i The Mark Goodson Theater hos The American Film Institute. Producenten Stan Marguelies havde skrevet et par pæne ord i den anledning, som skulle læses højt denne aften: ”A is for Annett and A is also for my admiration of her professional excellence and her personal warmth. I enjoyed working with her. I look forward for a rerun of that experience”. / Stan Marguelies
Andre pæne ord kom fra director of advertising hos Universal Films, Louise Blane som skrev: ”Your talent for filmmaking is truly brilliant. I enjoyed the many years we worked together. Your professionalism and artistic creative ability helped to keep Universal Films in first position.”.
Der bliver også sagt flotte ord af den svenskfødte skuespiller Marianne Ruuth, som via et oplæst brev bliver citeret, for at Annett har mange modsatrettede kvaliteter, hun er hårdfør og skrøbelig, men også udvendt og samtidig meget privat. Hun arbejder altid hårdt og udretter mere på 24 timer end de fleste andre ville kunne gøre. Arrangementet fik flotte ord med på vejen den følgende mandag i en omtale i ”The Hollywood Reporter”, hvor hendes danske baggrund også fik en omtale – samt en sidebemærkning fra Annett om hendes overvejelser om at lave en anden dokumentar om Marcel Marceau, denne gang med fokus på klovnen, en produktion der skulle indspilles i Rusland i The Mocow State Cirkus. Det var meget tydeligt, at det var et projekt som betød meget for Annett at få realiseret – det var en idé hun havde haft siden starten af 70’erne. Desværre blev det aldrig en realitet. (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986). Det var en aften som tydeligvis betød meget for Annett, hun var hurtig i sine svar, reflekterende, humoristisk og gav mange eksempler på sit arbejde og sin metode – og benyttede også lejigheden til at komme med eksempler på forskellene, fortællemæssigt, mellem Nordisk TV og amerikansk TV.
Annett arbejder stadig på forskellige teaterstykker blandt andet stykkerne ”Off Season” og ”Longing” med en rolle skrevet specifikt til Jack Lemmon, som er meget interesseret i rollen – dog uden at stykket nogensinde bliver sat op. Sidstnævnte ligger dog lovlig tæt op ad en film, så Jack Lemmons agent er tilbageholden med sit uforbeholdne ja.
I første halvår af 1986 er det stadig en drøm for hende, at få lov til at producere en spillefilm i USA – hun har lært af de år hun har haft i USA, at balancere mellem det artistiske og det kommercielle.
12. september markeres det, at Annett runder de 50 år. En festkommité nedsættes, bestående af Æreskommite: Jack Lemmon, Severyn Ashkenaxy, Charles Chaplin (???), Carl Cusado, Alexis Eliopulos, Fern Field, Jean Firstenberg, konsul af Sverige Margareta Hergardt, Fay Kanin, konsul af Danmark Henning Kristiansen, John Lithgow, Elisabeth Pollen og Kim Scherer og udførende kommite: Dana Victor, Pamela Godfrey, Sharon House, Margaret Linn, Donna Matson, Robert Ungar og Annett Wolf Jr.
Det koster 100$ at deltage, penge som går til Annett Wolf Endowment Fund, en fond som skal støtte undenlandske studerende som gerne vil have undervisning hos The American Film Institute. Det runde hjørne markerer også, at Annett stopper med at ryge, ordinerer sig selv sin første ferie i 8 år og hun skriver et oplæg til TV-selskabet Lorimar om en serie om Formel 1 – den når dog aldrig at blive produceret.
Annett fortæller: De piger som holdt min fødselsdag synes vi skulle ind og se Chimpendales. Og jeg var ved at brække mig. Det var det værste de kunne gøre, jeg hader sådan noget. Der findes ikke noget værre, men der endte vi jo så.
Et oplæg til et teaterstykke kaldet ”Elizabeth And I” bliver gjort færdigt i oktober – baseret på bogen af George Eliot Sweet “Shakespeare, The Mystery”. I det hele taget bliver der kredset meget om de emner Annett kender allerbedst – og som rækker tilbage til hendes ungdom i Cambridge.
I efteråret 1986 er Annett blevet ansat som kunsterisk chef for L’Ermitage i Los Angeles hvor hun i deres program for 1986-1987 præsenterer publikum for en blanding mellem opførelser af klassisk musik og samtaler med amerikanske skuespillere i en serie kaldet “Face to face”.
I december måned er Annett tilbage i Danmark, for første gang i næsten fire år. Danmarks Radio har givet hende opgaven med at indspille en TV-udgave af ”En aften med Oscar Wilde”, som hun i 1970 lavede til scenen med Erik Mørk som den eneste skuespiller på scenen. Produktionen bliver indspillet i Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor de indledende tekniske prøver bliver afholdt 10. december og selve produktionen indspilles i den efterfølgende uge. Selvom selve programmet kan se enkelt ud, afslører noterne i det oprindelige manuskript, at der bliver tænkt over de mindste bevægelser ligesom lyssætningen også spiller en hovedrolle i produktionen – som den også gjorde det i teaterversionen.
Benedicte Rosenkrantz som var producerassistent på produktionen fortæller, at da de var ved at optage manglede der et par minutter – og så løb båndet ud. Men i stedet for at optage den manglende del på et andet bånd insisterede Erik Mørk på at optage det hele en gang mere i ét take og bare tilpasse sit spil, så det hele kunne være på ét bånd.
Benedicte fortæller som en tilføjelse, at hun var i Los Angeles for at forberede produktionen hos Annett da Annett ikke havde tid til at komme til Danmark.
Efter optagelserne i december måned med Erik Mørk til TV-udgaven til ”En aften med Oscar Wilde” blev der arbejdet i TV-byen på at gøre udsendelsen klar til at blive vist i marts måned. Annett var allerede hjemme i Los Angeles, så detaljerne blev ordnet via brevkorrespondance. Programmet blev vist 9. marts til overvejende gode anmeldelser.
—
1987
Efter optagelserne i december måned med Erik Mørk til TV-udgaven til ”En aften med Oscar Wilde” blev der arbejdet i TV-byen på at gøre udsendelsen klar til at blive vist i marts måned. Annett var allerede hjemme i Los Angeles, så detaljerne blev ordnet via brevkorrespondance.
Programmet blev vist 9. marts til overvejende gode anmeldelser. Benedicte sendte et brev til Annett i Los Angeles med nyheder om den gode
modtagelse.
En anden gammel kending, Marcel Marceu, spøgte også stadig. Annett var involveret i, at forsøge at videreføres hans arv via sin plads i en bestyrelse, som skulle arbejde på at lave et museum for ham i Michigan. Annett ville gerne optage hans forskellige stykker via en ny form for filmteknologi kaldet Showscan. Optagelserne skulle finde sted i 1988.
En spillefilm er endnu på tegnebrættet, efter et manuskript skrevet af Annett – tanken er, at den skal optages i USA og Europa, men det bliver desværre aldrig til mere end forarbejder.