“Kig Ind!”, Charlie Chaplin og ”En stor familie”

Allerede første januar var Annett og et hold klar med de praktiske forberedelser til årets første udsendelse fra hendes hånd, der blev lanceret allerede 2. januar og var det danske bud på den tyske udsendelse ”Aktuelle Schaubude” med den danske titel ”Kig ind!”. Udsendelsen blev sendt fra en bilforretning i Vesterport-bygningen med udsigt til Vesterbrogade og konceptet var en direkte kopi af det tyske koncept, som havde kørt siden 1957. Værten på programmet var Volmer Sørensen og Annett hjalp med produktionen. Programmet blev ikke lige godt modtaget over alt og i Poul Henningsens kronik i Politiken 10. januar, kunne man læse at kritikken ikke – i hvert fald officielt – bed på Volmer Sørensen. Han udtalte i kronikken, at han ”først og fremmest ville have succes hos seerne”. Programmet blev sendt fra en bilforrretning, Andersen og Martini, ved Vesterport og var planlagt til at blive sendt over 18. lørdage.

Annett fortæller: ”Kig Ind” blev en fiasko, Volver og jeg tog til Hamborg kan jeg huske, for at se udsendelsen Schaubude (Die Aktuelle Schaubude), hvor den var en stor succes. Så sagde Volmer ”At den måtte vi lave”, så den gik vi hjem og lavede i ”Under buen”. Det var et stort automobiludsalg, hvor vi kunne rykke kameraerne ind og bilerne ud. Det var en form for varietéprogram, som blev præsenteret af Volmer og så havde vi den sædvanlige kamerabus ude foran. Så skulle folk så stoppe op og kigge ind af glasvinduerne. Annett (Jr) var dødssyg og var ved at dø fra mig, jeg var ikke rigtig mig selv, men Volmer holdt mig gående for han sagde ”At det nytter ikke noget, du sidder og stirrer på hospitalet hele tiden. Du bliver mere og mere fortvivlet og Annett får det ikke bedre. Hvis du arbejder kan det være, du glemmer det i 5 minutter”. Jeg spiste heller ikke rigtig noget, så han sendte bud efter hummere fra restaurant Balgerdi, der lå på hjørnet af Rådhuspladsen. Det var en meget berømt restaurant, som alle gik til på det tidspunkt. Der sendte han bud efter mad, som kom over til den forretning hvor vi optog, så han tvang mig til at spise. Ligeså snart jeg var færdig, styrtede jeg til hospitalet.  Det var ikke nogens skyld, for idéen var der ikke noget galt med – men danskerne var ikke til at stå ude foran og glo ind. Kulden kan muligvis også have spillet ind. Jeg har det lidt dårligt med det, ikke fordi det var dårligt det vi lavede – igen siger jeg, at vi gjorde vores bedste og Volmer var fantastisk og en meget stor støtte for mig på det tidspunkt, hvor jeg havde det så forfærdeligt. Der blev kun lavet tre udsendelser, som alle var lørdagsprogrammer. Det var lørdag aften i primetime.

Parallelt med ”Kig Ind”-udsendelserne, fortsætter Annett med at producere det månedlige magasinprogram ”Jazzorama”, i hvert fald for en stund.

Annett skulle dog ikke blive ved med at producere alle ”Kig Ind!” udsendelserne og ”Jazzorama”. Hun blev erstattet af Poul Leth Sørensen, for at hun kunne hellige sig tiden til den næste store produktion – ”Pigesko” – i marts måned, som hun havde arbejdet på sideløbende med de øvrige produktioner. ”Pigesko” blev underholdningsafdelingens første forsøg på at lave en ballet. Den oprindelige idé opstod ud af H.C. Andersens eventyr ”De Røde Sko” og Annett gik til instruktør Finn Methling. Han skrev manuskript og drejebog, men det blev kun med H.C. Andersens eventyr som udgangspunkt for idéen, for Finn Methling var ikke udpræget begejstret for H.C. Andersens oprindelige eventyr. Musikken blev skrevet af Sahib Shihab og den britiske koreograf Peter Darrell fløj ind fra London for at assistere. Hovedrollen blev danset af den 23-årige brite, Hazel Merry, som var fast tilknyttet Opernhaus i Zürich og under prøverne til denne produktion måtte hun flyve frem og tilbage, for at kunne passe begge jobs. Peter Darrell var forbi Det Kongelige Teater for at finde talenter, som både havde det tekniske dansetalent og de dramatiske evner der krævedes. Der ville blive anvendt en del nærbilleder, så derfor var det vigtigt at de evnede begge dele. Produktionen er en af de første der bliver indspillet i den nye TV-by i Gladsaxe, som er under opførelse, optagelserne påbegyndes endnu inden at indvielsen har fundet sted d. 1. april. Det er det spritnye Studie 5 – og endnu det eneste studie der er 100 procent produktionsklart – der bliver taget i brug til de store kulisser, der kræves til denne produktion. TV-byen er et stort projekt i sig selv, som selv i 1965 er i konstant forandring og udvikling, der ligger ganske mange projekter i støbeskeen og der tales om at oprette et dansk program 2, som supplement til den nuværende hovedkanal. Desuden er det klart, at udviklingen går stærkt og farve-TV ligger ikke så langt fremme. Udflytningen af TV-aktiviteterne til Søborg gør også, at man kan flytte mange af de kontorer, der hidtil har ligget spredt over byen, til Søborg. Som supplement til Radiohuset på Rosenørns Allé på Frederiksberg, har man lejet sig ind hos Palladium studierne i Hellerup når det var nødvendigt – og den aftale kan opsiges nu, med de nye faciliteter. Også Falkoner Centret på Frederiksberg har været brugt, når det var nødvendigt. Samtidig kan kontorerne i Osbornebygningen, på Islands Brygge – hvor Skole-TV og Underholdningsafdelingen hører til – flyttes. Danmarks Radio er vokset betragteligt de seneste år og med udflytningen til TV-byen i Søborg er man oppe på omkring 2000 medarbejdere, både løst- og fastansatte hvor alene 110 mand er ansat i dekorationsafdelingen. (Ekstra Bladet, 1965). ”Pigesko” blev vist i slutningen af september og Annett blev af Finn Methling rost, for at have været dygtig til at få hans idé og manuskript gennemført; det var ikke hverdagskost for Underholdningsafdelingen at lave jazzballet.

TV-festivalen i Montreux var begyndt at blive af en størrelse, der ikke kunne ignoreres fra dansk side, da festivalen blev afholdt i april måned. Festivallen havde siden sin start i 1961 vokset sig stor og derfor medvirkede Danmarks Radio også med en produktion. Festivalen var ikke en konkurrence, i hvert fald ikke ifølge BBC’s direktør Kenneth Adam, der i sin åbningstale lagde vægt på, at det først og fremmest var en udveksling af gode idéer og opmuntring til internationalt samarbejde, der var udgangspuntet. Men uanset det manglende konkurrenceelement, blev der alligevel uddelt en bronze, sølv og guldpris. Danmarks Radio havde valgt at deltage med programmet ”Det er fyrre”, men det blev ikke programmets producer der deltog i festivalen for at repræsentere Danmark, det blev chef for Underholdningsafdelingen Svend Pedersen, souschefen Mogens Kilde og Annett selv, der tog afsted mod Schweiz.

I juli måned går produktionen i gang til en udsendelse, endnu uden titel, om livet i cirkus og ikke mindst et indblik bag kulisserne. Idémanden er Kurt Møller Madsen, skribent på Information, som får Annett Wolf med på idéen som producer. Optagelserne foregår i Malmø og København, sidstnævnte indspilles der hos Cirkus Schumann og Benneweis. Det er teknisk krævende optagelser, at kunne fange de forskellige dele af blandt andet hestenumrene, så man har hele 8 kameraer i brug til nogle af optagelserne.

Trilogien om Charlie Chaplin havde premiere i november dette år og havde været lang tid under forberedelse, dels i forbindelse med korrespondance med Charlie Chaplin selv via breve for at kunne lave enten et portræt eller en række udsendelser der dokumenterede hans liv, besøg hos La Cinémathèque Française hvor Charlies værker var doneret til, optagelser i London hvor Charlie var født og opvokset samt interviews med nøglepersoner i hans karriere. Samtidig med optagelserne i London, blev der arrangeret et besøg hos BBC i september måned, hvor Annett kunne blive klogere på hvordan den store britiske public service institution arbejdede med lyssætning.

Annett fortæller: I.C. Lauritzen skrev manuskripterne, han var Danmarks store filmkritiker og meget, meget værdsat. Han var meget respekteret, vi var meget gode venner og jeg gik til ham. Serien er baseret på Charlie Chaplins autobiografi, hvor jeg på det tidspunkt havde forbindelse til Chaplin, som på daværende tidspunkt levede i Schweiz med sin kone og de mindste af børnene. Der havde han boet i en del år. Jeg spurgte ham om det var ok og det var han helt med på – og jeg kan huske, jeg sendte ham manuskriptet, så han vidste hvad det var vi lavede. Men jeg skulle bruge så mange af hans film som overhovedet muligt, helst også nogle af de første stumfilm. De lå alle sammen i La Cinémathèque française i Paris, ikke på den nuværende placering men på en af de gamle historiske bygninger i Paris.

Cinemateket blev dengang ledet af ham der grundlagde institionen, Henri Langlois. Han var en meget berømt mand – Chalin sagde, du er nødt til at tage til Paris og tage et møde med ham, da jeg har givet ham retten til alting og den eneste mand jeg stoler på, det er ham. Hvis han siger ja, så er det fint med mig. Jeg fik overtalt Danmarks Radio til at give flybilletter, så jeg tog til Paris og havde på forhånd aftalt møde med Henri Langlois. Jeg mødte op, rystende nervøs i det her palæ – det var et palæ, faktisk. Det rum jeg blev sendt ind i, det var en balsal fuld af spejle. Der var to guldstole sat op, de stod med afstand over for hinanden og jeg blev så sat i den ene og ind ad døren kom så denne overvældende mand. Han var stor, han var mægtig – han var alt muligt. Han var sgu ikke nogen grinebidder, vel. Jeg var fuldstændig lammet af skræk, han satte sig bare ned og gloede på mig. Så var det knald eller fald, for enten så åbnede jeg kæften og sagde noget fornuftigt eller også kunne jeg ligeså godt tage hjem igen. Jeg fik forklaret op og ned af stolper, om hvad det var jeg ville med det her og det var næsten helt unødvendigt at sige, hvor meget jeg beundrede Chaplin – det handlede om min respekt for sandheden. Som han måske havde set i manuskripterne, så handlede det om hans bog og det han selv ønskede at sige. Så fortalte jeg ham om en liste af film, jeg havde brug for. Så sad han og mumlede lidt…mmm..mmm…Han sagde ikke noget. Så sagde han: ”Det er fint, frøken”. Så rejste han sig op og gik igen. Så gik jeg tilbage til Chaplin og han sagde så:  God fornøjelse, nu kan du vist bare gå i gang.”. Så gik vi i gang og på grund af de mange film vi skulle se, der var en lille biograf bag ved Mercur teatret og Mercur hotellet, hvor I.C. og jeg mødtes hver morgen. Der sad vi så og så film det meste af dagen – jeg sad bare og græd snot. I.C. kom med en æske Klinex hver dag. I.C skrev i forordet til sin bog, om vores samarbejde ”at hvis De skal arbejde sammen med Annett og se film, skal de medbringe en pakke Klinex.”.

Jeg var især begejstret over ”Modern Times” og også diktatorens store tale i filmen ”The Dictator”, som han holder til sidst i filmen – om menneskeheden og menneskelighed. Ved ”Limelight” der var jeg fuldstændig gået i opløsning, det kunne jeg slet ikke. Da hun siger til ham, ”What a sad business, being funny”. Det bed jeg mærke i og det har jeg altid brugt når jeg har arbejdet med klovne eller komikere. For dem er det faktisk ” a sad business, being funny”. Bare at få den idé, hvor han spiller Hitler i det her kæmpemæssige kontor hvor han puster den her ballon op og har den fræk at ligge på knæ med sin bagdel [eksponeret] på skrivebordet. Sådanne mænd som Chaplin findes ikke mere. De findes ikke. Der jo ikke nogen, jeg mener, de følelser som Chaplin var i stand til at give udtryk for og som ramte os alle sammen i hjertet – de gjorde de jo – lige midt i hjertet. Eller hvor vi nu bliver ramt henne og føler noget, det var jo så stort ikke. Denne her lille mand, han var jo altid en lille og elegant mand, lige fra at han begyndte at være den han var, hvor han skabte sit fantastiske univers i Hollywood, var han jo altid en elegant lille mand.

Ligesom min far var han en elegant lille mand. Min far mindede mig altid enormt meget om Chaplin, de lignede sgu også hinanden. Når min far kom ind i et rum, hvor der var en masse mennesker som stod og talte, så ville de uvægerligt rette deres øjne i mod min far. Han var som en magnet. Det var det samme med Chaplin, når han mødte op holdt alle mere eller mindre kæft. Du kan ikke sammenligne Chaplin med nogen som helst i dag – han findes simpelthen ikke. Den viden havde og det greb han havde om sorg, latter og kærlighed og tilgivelse. Han tilgav jo, for det meste tror jeg, USA. Om han gjorde det helt, ved jeg ikke – jeg fik ikke lejlighed til at spørge ind til det og jeg ville ikke spørge ind til det. Hvis det var et sår der var ved at hele, ville jeg ikke bryde det op. Men jeg havde lyst til at spørge ham, om han havde tilgivet disse mennesker og deres rædselsfulde opførsel.

Jeg kom i kontakt med Chaplin, bare ved at skrive til ham – det kunne man jo i gamle dage, der kunne man bare skrive til folk og komme i kontakt med dem. Man skulle ikke igennem 30 publister og snot og papir. Der var ikke nogen der fortalte Chaplin, hvad han måtte eller ikke måtte – han tog selv sine beslutninger. Han spurgte ikke nogen om noget og han havde ikke agenter på daværende tidspunkt. Han havde givetvis folk der repræsenterede ham i USA, men han var jo så rasende på Amerika. Det var jeg sådan set enig med ham i, i den fantastisk dårlige behandling han fik, som var rædselsvækkende.

Jeg er stadig lidt følelsesmæssigt i tvivl, om det der skete mange år senere, hvor han fik den æresoscar for hans filmarbejde. Den på det tidspunkt ældre mand, med hvidt hår og den bedårende lille tale han holdt. Jeg tror at alle kunstere, store som små, har brug for den anerkendelse for vores talent. Vi har brug for at få det klap på skulderen. Det er ligegyldigt, hvilken størrelsesorden det kommer i. Om han tilgav America eller ikke gjorde det, det er jeg ikke helt sikker på. Men på den anden side, så elskede jeg ham så højt og gør det den dag i dag, at hvis det var rigtigt for ham og han ville det og havde brug for det, så er det fint med mig altså.

Det var lidt det samme med mig, jeg bliver genopdaget i Paris – og nu var det jo ikke fordi jeg havde forladt Paris, som han forlod Amerika (griner), men at komme ind fra mørket og kulden eller komme ind og blive genopdaget, det gør noget ved én, det gør at man føler sig fyldt med energi på ny, lyset bliver tændt igen, pludselig så kan man en masse ting, får nye idéer og ens kreativitet blusser op igen i fuld skala. Og det var jo nok det.

Det er jo nok også menneskeligt, selvom geniet har en vis – hvad skal man sige – en skrøbelighed og har brug for omsorg, for at blive anerkendt, en brug for anerkendelsen. At det så kom fra fjenden, det måtte han jo så tage med – så måtte de jo op at stå, alle de her skide stjerner, med stående applaus og [græden] snot. Jeg tror ikke på noget af det, for mig er det ikke andet end pis. Jeg tror det bunder i deres dårlige samvittighed, de har sikkert tænkt at nu må vi gøre noget inden han dør – men det var jo bare for sent. Oona var jo med ham, hun var smuk og dejlig. Hun var ham en strålende partner og de dejlige børn – jeg tror også at de børn, han fik senere hen i livet dem havde han meget stor glæde af. Han fik jo ikke så meget glæde af de første han fik. Men da han blev ældre og mødte Oona, som var den store amerikanske playwriters Eugene O’Neills datter, hendes far var irlænder. Hun var meget, meget smuk. Hun kom med en baggrund, så hun forstod Charlie. I og med hun var datter af Eugene O’Neill, som var en af Amerikas største playwrighters/teaterforfattere. Han var højt elsket og estimeret i Amerika. Man skal bare sige hans navn, så står folk op, der har noget kendskab til teater og siger ”Ih, ja!”. Hun kom med en bagage, som var noget værd i stedet for de skuespillerinder han haft affærer med og været gift med og blevet skilt fra og gjort ved, ikke. Nu kom der pludselig noget tyngte ind hans liv, som var ham værdig, hans intellekt og hans talent værdigt. Og så fik de jo alle der her børn, som jo glædede ham og holdt ham i live. Mange af dem medvirkede i hans senere film, der var nogle af børnene som var med i ”Limelight”, jeg kan ikke huske de resterende, men de var i hvert fald med i andre af hans film.

Claire Bloom brugte vi i den tredje udsendelse, som spillede hovedrollen i ”Limelight”, han fandt hende og bragte hende til auditions. Hun var en engelsk skuespillerinde, men ukendt. ”Jeg troede aldrig jeg ville høre fra Mr. Chaplin igen”. Læg mærke til, at når man taler om Chaplin, så siger man ikke bare Chaplin. Men Mr. Chaplin. Men han valgte hende og hun var vidunderlig i den film. Der var også instruktører og skuespillere med, Margurite Viby sange ”Det kommer og går”, hvor vi havde sat hende i Chaplins vagabond-kostume. Hans Bendix, som var en fantastisk karrikaturtegner, var også med. Der var også masser af andre store navne, Clive Donner – instruktøren – var med. Der var også koreografer der medvirkede og de var alle sammen optaget i London [interviews].

Anmelderne var begejstrede, da de oplevede triologien af programmer om Charlie Chaplin og roste at både I.C. Lauritzen og Annett havde taget udfordringen op og besøgt de forskellige af Londons kvarterer samt interviewet medvirkende fra Charlies film. Udsendelsesrækken skulle ikke bare blive Annetts første personportræt i internationalt regi – men også sætte en retning forhold til hvilken retning, hendes karriere bevægede sig i mange år frem.

Anden juledag havde programmet ”En Stor Familie” premiere, der har været undervejs siden juli måned.

Annett fortæller: Det var den store udsendelse som kom på Montreux. Det var med familien Schumann, det blev optaget alt sammen inde i Cirkus Schumann. Det var med Charlie Rivel, hans kone og så familien Schumann, Paulina, Albert – hendes mand, Alberts bror og Alberts sønner. Det var en fantastisk udsendelse på 90 minutter – det blev en meget kendt produktion, det var en smuk udsendelse. Jeg kan huske et specielt afsnit af den; Albert var berømt for sin hestedressur, både Mads og Albert, både deres egen ridning i presage, men også deres koriograferede heste i manegen – der var en 10-12 heste. I det her tilfælde var det Alberts yndlingsheste, de var alle sammen hvide, hvide som sne – og det han lavede, han startede med en spot i manegen, så hørte man begyndelsen til ”Rhapsody in Blue” og så så man hovedet på hesten der stak ud gennem bagtæppet – og så så man det her pragtfulde hoved stikke frem. Langtsom kom den ind og så kom de andre ind – der var vistnok 8 eller 10 af dem, de havde ikke noget seletøj på. De var bare alle sammen lige blevet børstet, deres haler og deres manker så de ligesom flød i luften. De kom ind alene og så blev temaet fra ”Rhapsody in Blue” spillet, så kom Albert ind – han var i smokingbukser, mørkeblå jakke – i manegen og så stod han bare og rørte ganske lidt ved sin pisk og så stod de alle sammen helt stille i manegen, side ved side ved side. Jamen altså, og så lavede jeg noget af det i slow motion hvor jeg havde kameraerne ligge nede i manegekanten, det var guddommelig smukt. Nu elsker jeg jo dyr, men de var alle sammen så smukke – de var kridhvide, de var simpelthen så guddommelige. Han havde jo dresseret dem, så de kunne alle mulige ting. Så endte det med at de en efter en, lidt efter lidt, forsvandt de igen og til sidst så var der kun én af dem der stod helt stille i manegen og kiggede på folk. Der var ikke et øje tørt. 

Den slags laves ikke mere, den slags cirkus er uddødt. Det var luksus og det kostede så mange penge at holde det cirkus gående og træne de heste, de havde også elefanter og familien Schumann var berømt over hele Europa for deres hestedressur og deres ridning. Charlie Rivel var den mest elskede klovn i Europa, han var spansk født. Den historie, den livshistorie, han fortæller i La Grand Familie var så rørende.

Udsendelsen med Eartha Kit begejstrede B.T.s anmelder, som skrev at Annett slap godt fra udsendelsen – og ….”at hun i øvrigt var det eneste talent i en talentløs UHA-afdeling”. (O’Strits, 1965). Udsendelsen var blevet optaget i august måned, navne som Shirley Bassey og Marlene Dietrich havde også fået et tilbud fra Danmarks Radio, men fandt ikke de økonomiske rammer passende.  Optagelserne varede en hel dag, fra kl. 9:00 til kl. 18:45, hvorefter Eartha Kit skulle ind optræde i Tivoli-varieteen. At det var en lang dag blev meget tydeligt, da Eartha faldt i søvn i et badekar, som hun lå i, under optagelserne til en scene.

Annett fortæller: Eartha Kit ”Kom Kit i karet” en af mine yndlingsprogrammer, jeg elskede den udsendelse. Det var en halv times udsendelse, hvor hun blandt andet sang ”My Heart Belongs to Daddy”. Jeg startede udsendelsen med, at jeg havde fundet et af de her gammeldags badekar med løvefødder og der havde jeg fået hende overtalt til, at hun lå i det her badekar som var dækket af rosenblade. Det var åbningen af programmet. Der sang hun en af sine berømte sange, jeg kan ikke huske om det var ”My Heart Belongs To Daddy” eller hvad det var.  Hun var fabelagtig og en skøn udsendelse og den anden var Juliette Gréco som altid var klædt i sort med sort kjole og sort rullekrave, jeg lavede hele programmet i sort/hvid. Der var noget med kvinder på det tidspunkt, altså kvinder der kunne noget og ville noget og der hører jo hverken Susse Wold eller andre til.