året er 1968

Året skulle byde på et nybrud inden for politisk satire med det ugentlige program ”Hov-Hov”, som fik premiere i marts måned. Forbilledet var britisk, BBC havde i flere år sendt udsendelsen ”That Was The Week That Was”. Sendetidspunktet var lørdag aften, hvor en redaktion primært bestående af Poul Møller-Hansen, Niels-Jørgen Kaiser, Per Wiking og Annett hver uge producerede en udsendelse af omkring 20 minutters varighed, hvor tidens politikere og meningsdannere blev udstillet af skuespillere som Ulf Pilgaard, Buster Larsen, Karl Stegger og Kirsten Walther. Annett havde ansvaret for Buster Larsens optræden med sin monolog om ”Lorteland”, der blev optaget som noget af det sidste lørdag formiddag, så udsendelsen kunne nå at blive klar til samme aften. Udsendelserne blev startet i foråret, med pause om sommeren, og blev genoptaget i efteråret.

Det var kommet Annett for øre, at den franske sangerinde Juliette Grecó skulle optræde i Malmø og skrev derfor til sangerindes impresario, Roland Ribet, for at få en aftale i stand om TV-optagelse i Gladsaxe i samme weekend hun skulle optræde på den anden side af sundet. Det var idé fra ”ideskuffen” der pludselig lod sig realisere. 7 timers optagelser i TV-studierne skulle bruges, før de havde den endelige udsendelse færdig. Det havde været en hektisk start på weekenden for Juliette Grecó for om lørdagen i Malmø, fandt hun ud af, at det i virkeligheden var et politisk arrangement hun var hyret til – noget, som hun bestemt ikke brød som om – men en kontrakt, er en kontrakt og hun gennemførte arrangementet.

”Expo 68” var eksperimenterende TV og en opgave, som hun gav til fire udvalgte fotografer: Lav en film på fem minutter, som du opfatter kvinden anno 1968. Samtidig blev fire forskellige musikere udvalgt til at lave underlægningsmusik til hver af de fire film. Fotografen Jesper Høm brugte sin kone som model i sin film, skuespilleren Elsebeth Reingaard og med musik af Sahib Shihab. Svend Munk ville skildre en ældre kvinde på 80 år og filmen blev optaget i Albertslunds grå beton og med musik af Ray Pitts. Fotografen Michael Salomon udvalgte en ung husmor og med musik af Bent Axen og til sidst Klaus Loof som udvalgte en ung pige som sit objekt og med musik af Palle Mikkelborg. Opgaven var overordnet meget løst formuleret, men til gengæld fik de alle fire hver især musikken udleveret på forhånd.

Annett fortæller: Det var en vidunderlig produktion med fire fotografer, Claus Loof, Svend Munk, Michael Salomonsen og Jesper Høng. Alle de fire blev til store fotografer, nogle var i starten og nogle var allerede etablerede. Svend Munk var still fotograf, men begyndte også at lave film. De andre tre blev også gode venner, Michael Salomon blev stor fotograf i Hollywood. Claus Loof blev en af Danmarks bedste filmfotografer, han lavede en masse skønne danske film. Svend Munk var et geni, i Annetts og min første lejlighed i Dronningegården der havde Svend lavet en fotostat, hvor den dækkede hele den ene væg med fantastiske piletræer. Han var foran sin tid og var også modefotograf. Han lavede så også den ene film, ud af de fire, som Expo 68 bestod af. Jeg valgte de fire fotografer, fordi jeg var interesseret i film og har altid været meget fokuseret på filmfotograferne. Nogle af dem, så vidt jeg husker, havde også lavet andre ting for Danmarks Radio, i hvert fald mener jeg Claus og Michael havde lavet noget allerede. Så jeg kendte dem. Svend var en god ven. Det var igen en produktion som skulle bruges til det nordiske samarbejde, Nordvision, hvor hvert land skulle levere en produktion. De fire fotografer valgte selv deres emner, ud fra min indgangsvinkel om at gå til kunsteren med opgaven med at skrive, fotografere, beslutte etc. Efter de gik i gang med at lave deres film, kom jeg ikke ind i billedet før de skulle klippe deres film for at holde øje med at de holdt deres tider. Jeg klipppede så tingene sammen til sidst, for at skabe den bedst mulige rækkefølge. Sådan noget bliver desværre ikke lavet mere. Jeg har haft et ønske om at lade fagfolk komme til, for at vise hvad de kunne og give dem muligheder, de måske ikke selv havde tænkt på. Jeg mener, det med at sætte Shade i et klipperum med en flaske portvin og spørge: ”Hvad synes du om det?”. Det er ikke instruktøren, som laver billederne – de har selvfølgelig en idé om hvordan det skal se ud og historien skal fortælles. Men det er altid i nært samarbejde med filmfotografen. Kun Svend Munk kunne finde på, at tage ud til Albertslund og filme en gammel dame der går rundt i cementbyggerierne derude. Kun Svend Munk havde øje for den slags.

Efter en længere pause, bød august på en ny udsendelse med Bent Fabricius-Bjerre med titlen ”Toner fra strimlen”. Igen var programmet bygget op om Bents kompositioner og atter med et ironisk tvist – denne gang var omdrejningspunktet selve det, at være kendt. Og med at være kendt følger naturligvis en masse ting, som man skal have – flymaskine, hest, elskerinder etc. Det var endnu engang et kendt hold af skuespillere, som bar udsendelsen – både Morten Grundvald, Daimi, Ulf Pilgaard var blandt de medvirkende. Sidstnævnte optrådte også i udsendelsen sammen med den franske gruppe ”Les Surfs” i programmet, hvor de fik lov til at synge en fransk tekst til ”Alley Cat”. Musikken blev indspillet til brug i programmet under Bents ledelse, desværre blev videooptagelserne af indspilningerne ikke brugt i den endelige udsendelse.

I slutningen af november optræder den franske sanger Charles Aznavour i Tivoli som en del af en kort fire dages turné. Danmarks Radio optog hele koncerten og optagelserne blev produceret og koordineret af Annett. Der var ikke meget tid til forberedelse, så Annett tog et smut til Stockholm for at danne sig et indtryk af hans repertoire. Koncerten blev først sendt året efter, i to dele.