Boris Vian og hjælp til julepanikken
Avisen B.T. udtrykte begejstring over udsendelsen om Boris Vian: ”Udsendelsen om Boris Vian var fjernsyn af Internationalt format” og kaldte programmet for et af dansk TV’s højdepunkter. Det var endnu en udsendelse der fortsatte i det franske spor fra Marcelle Marceau og med eksperimenterende billeder, musik indspillet og arrangeret af jazzmusiker Palle Mikkelborg var der ikke lagt op til en let omgang underholdning.
Annett fortæller: Med hensyn til Boris Vian, så var jeg begyndt så småt at researche på de franske viser på det tidspunkt og også franske forfattere. Pludselig en dag, så snubler jeg over en plade med Boris Vian der spillede trumpet – jeg kan ikke huske om han sang sine digte. Jeg begyndte at læse hans noveller og digte og blev fuldstændig betaget. Danskerne vidste ikke hvem Boris Vian var, så derfor lavede vi en introduktion med stillbilleder hvor vi kunne forklare om denne mand, som var så kontroversiel som han var i sin kunst og i sit liv, hans meninger og hans måde at leve på. Jeg læste den vidunderlige novelle af Boris Vian, historien om et ungt ægtepar som er nyforelskede og som flytter ind i en lejlighed i Paris, da de er blevet gift. Inde i denne lejlighed bor der en lille mus, som har boet der i mange år og set forskellige folk komme og gå. Musen bliver så glad for det unge ægtepar, som er så fulde af kærlighed og oplevelser og romantik. Så sker der det, at hun bliver syg. Set fra musens perspektiv, er der en blomst der gror i hendes hjerte. En åkande – og det er så cancer. Så fortæller musen historien om, at mens hun bliver mere og mere syg så skrumpede lejligheden og blev mindre og mindre. Til sidst – hvor hun er død og borte – er lejligheden så lille at han, musen, siger at her kan jeg ikke være mere og jeg har ikke lyst til at være til mere. Så løber han ud i gyden, i baggården, hvor lejligheden var og siger til den store farlige vildkat, der lever på gaden, at nu ville han ikke mere fordi han var så fuld af sorg over denne oplevelse. Så svarer katten: Jeg kan ikke se dig. Jeg blev fuldstændig betaget over denne historie og hele den filosofi der lå i den. Erik Mørk vidste allerede hvem Boris Vian var, naturligvis gjorde han det, han talte guddommeligt fransk. Perfekt fransk. Så henvendte vi os til Palle Mikkelborg og så sad vi tre sammen og fik det stykket sammen. Palle skrev musikken, teksterne var en blanding af danske og franske tekster. Optagelserne blev skudt i studiet, men vi eksperimenterede med alle mulige mærkelige plasticblomster – den udsendelse var et virkeligt eksperiment. Både teknisk, men også visuelt i den måde vi skabte en verden omkring Boris Vian.
Udsendelsen ”Det ville glæde…”, som blev sendt i februar var et sjældent samarbejde mellem DR og Erik Balling, som normalt arbejdede eksklusivt for Nordisk Film. I forbindelse med denne produktion gjorde han en undtagelse – og her fik Olsen Banden deres debut på nationalt TV, efter at have optrådt i den første spillefilm sammen, blot fire måneder forinden. Ideen til udsendelsen var Annetts, hun kom med idéen og de medvirkende til udsendelsen. Efterfølgende var Erik Balling ikke meget for at tage æren for produktionen, hvilket kan have været både en realitet – men også af strategiske årsager i forhold til hans samarbejde med Nordisk Film. Der blev dog diskuteret flere ideer til nye udsendelse mellem Annett og Erik Balling, men det blev kun til denne ene produktion i et fælles samarbejde. Værterne i udsendelsen var Helle Virker-Kragh og Bent Fabricius-Bjerre med medvirkende som Nina & Frederik, Peter Steen, Grethe Sønck og Roger Whittaker.
I slutningen af februar vistes Annetts koncertoptagelse af Charles Aznavours optræden, første del, fra Tivoli året før.
Annett fortæller: Det var fransk, når det var fransk – det var kvinden, kvindelighed. Han var en lille elegant fyr, som ikke lignede nogle andre. Han var romantisk, romantisk, romantisk. Han var super dejlig ”pop”. Det var en af de her optagelser med fire kameraer i Tivolis koncertsal, salen var fuld af begejstrede publikummer. Det var en dejlig oplevelse.
I marts måned kunne B.T. rapportere, at Annett skulle producere et ”one-woman show” med Susse Wold samt ”Filmorientering” med Ove Sprogøe. DR var i gang med forsøg med farve-TV i eget regi i 1968 og 1969. Gladsaxesenderen var blevet modificeret i 1967, hvor man i august måned viste den første europæiske farveudsendelse, live fra TV-udstillingen i Berlin, ”Gallaabend der schallplatte”. Annett fik lov til at producere en udsendelse i TV-byen med Susse Wold som hovedperson – ”Noget om at vente”. Det blev til en 20 minutters forsøgsudsendelse. Annett fortæller: Vi brugte Ulla Ryum-tekster – den blev lavet i studiet, jeg kan ikke huske selve produktionen.
Se “Noget om at vente” på KB’s DR-arkiv. (begynder cirka 2 min inde)
I juni måned skulle der afholdes folketingsvalg og dette blev naturligvis transmitteret og kommenteret på DR.
Marcel Marceau var på et kort Danmarksbesøg i sommeren ’69 og brugte lejligheden til at besøge galleriet Alliance i Bredgade i København, hvor han også benyttede lejligheden til at tale med den danske presse. Her roste han Annetts arbejde sammen med ham nogle år tidligere og udtrykte hans begejstring for tv-mediet og den film de havde lavet samme og nævnte, at der var planer om at de nu skulle til at lave en ny produktion sammen som var fokuseret på hans klovnefigur Bip.
Der blev stadig eksperimenteret med fortælle- og udtryksformer og det kom til udtryk i ”Manden der mistede sin ene sko” med Ove Sprogøe, som blev sendt i juli måned. Annett fortæller: Den søde, dejlige Ove. Det var en lille film, ordløs, men med underlægningsmusik. Manuskriptet var af Johannes Mølehave og Annett instruerede.
I august vistes Annetts koncertoptagelse af Charles Aznavours optræden, anden del, fra Tivoli året før.
Lige så eksperimenterende som Annett kunne være i sin udtryksform og higen efter at finde nye veje, lige så jordbunden kunne hun være. ”Vi mødes på Brædstrup Kro” var et klassisk underholdningsshow med Otto Leisner – og det var ikke med Annetts gode vilje, at hun blev sendt til Nordjylland for at producere udsendelsen. Faktisk følte hun det var en strafauktion, for lige at få hende ned på jorden igen. Oktober måned bød på en ny farveudsendelse med Peter Steen, ”Kender De Det” – men denne gang en regulær udsendelse og ikke blot forsøg.
”Deres juleassistance” var underholdningsafdelingens bud på en alternativ nedtælling til juleaften, hvor Buster Larsen og Ulf Pilgaard skulle hjælpe med at inspirere til julemaden i helligdagene. Manuskriptteksterne blev skrevet af prominente navne som Paul Hammerich, Leif Panduro og Knud Poulsen. Stilen og tonen i de fire udsendelser var præget af tiden fra Uha med kommentater til Johannes Møllehave, den overdrevne fokus på smør i TV-køkkenet og på de mange danske traditioner i julen, som måske ikke er så dansk endda. Annett fortæller: Den var morsom, det var tre af de bedste tekstforfattere vi havde. Fotografen Ole Schulz var for øvrigt også fotograf på ”En sømand har sin enegang” (fra 1971, red.). Ole var en fin fotograf, meget fintfølende og følsom. Hvis jeg kigger tilbage på det år, 1969, er Boris Vian højdepunktet, det er indiskutabelt.
Trine Fensmark, tidligere producer, startede i Danmarks Radio i 1969 som 18-årig: ”Annett var en stjerne hos Danmarks Radio, da jeg startede. Hun kunne indtage et rum, som ingen andre – der var stil over hende og hun var ekstremt dygtig til at producere.”