”Man debuterer hver gang man udvider sit virkefelt”
”Annett Wolf før hun springer ud fra 10-meter vippe: – Jeg håber, der er vand i bassinet.” Sådan lyder overskriften i et interview med B.T. fra maj 1970. Hun er sådan set allerede sprunget – for i perioden januar til september holder Annett orlov fra Danmarks Radio, da hun har indgået en kontrakt med Merry Film og svenske Omega Film i en aftale med Merry films ejer, Henrik Sandberg.
I det hele taget må 1970 betegnes som et kontrasternes år, da der igangsættes flere projekter som aldrig bliver realiserede. Charlie Rivel og Annett arbejder på en selvbiografi om den spanske klovn, hvor han dikterer sine erindringer på bånd. Bogen bliver lavet på ophav af forlaget Gyldendal og er sat til at udkomme i efteråret 1970, ud fra beskrivelser i dagspressen. En spillefilm og tv-serie, også med selvbiografiske elementer med og om Charlie Rivel, skal indspilles først i januar eller februar så senere hen i marts, eller april eller maj, med Annett som instruktør, ligeledes for Merry Film.
Kontrakten har Henrik Sandberg indgået med Charlie Rivel under i besøg i New York. Men heller ikke det projekt når at se dagens lys, endsige komme så langt som overhovedet at påbegynde optagelserne. Før aftalen med Henrik Sandberg og Merry Film bliver indgået, erindrer Annett, at hun bliver sendt i biografen for at se en af Merry Films produktioner i en biograf ved Trianglen på Østerbro i København. Opgaven var at se filmen og notere contenuitets fejl, altså om der er fejl i forbindelse med, at den ene scene skifter til den næste.
Ingen af de to projekter bliver i første omgang til noget, bogen udkommer dog i 1971 på Gyldendal med I.C. Jacobsen som forfatter. Den 2. maj rejser hun til Japan for at optage en række interviews for Merry film på Expo 70 i Japan. Verdensudstillingen bliver afholdt i Osaka og Annett har på forhånd lavet en aftale om interviews med den franske miniker Marcel Marceu, udover en førende japansk skuespiller og en intruktør.
Et oplæg til en pilot-episode bliver skrevet i løbet af april måned, hvor den foreløbige titel til serien bliver “The World To-morrow”. Det skulle blive til en serie af TV-programmer, med 12 portrætter af mænd, der repræsenterede datidens kunst. De skulle konfronteres med verden af i morgen. Hver af dem skulle svare på 6-8 spørgsmål, som skulle vise deres personlighed når de blev sat over for det ukendte. Marcel Marceau blev valgt til at være det første portræt, som skulle filmens on-location ved den franske pavilion på EXPO ’70. Derudover skulle der filmes på udstillingen forskellige steder med indklip fra Marcel Marceaus aften optræden. Der skulle skydes på 35 mm med separat lydspor, hvor musik skulle lægges ovenpå, udvalgt i samarbejde med den portræterede artist. Annett husker en særlig aften på verdensudstillingen, hvor hun i en elevator på hotellet støder ind i Herbert von Karajan, på vej til middag med Marcel Marceaus, og han støder til deres selvskab – en mindeværdig aften, som Annett husker tilbage på med stor glæde – desværre uden billeder.
I en kronik som Annett skriver for B.T. i juni 1970, efter hjemkomsten fra Japan, er der brugt et billede af hende taget på en strand i Nordsjælland af fotografen Jørn Freddie.
Anders Wilhelm Sandberg, Henrik Sandbergs søn, var med til at stoppe projektet med optagelserne fra Japan i 1970, da han så materialet fra Japan hjemme i København. Der var dårlig eller ingen lyd, hvilket Annett mente kunne fikses. Der var også forespørgsler ude til andre i filmbranchen, om de havde interesse – men der var ikke megen genlyd. Henrik Sandberg havde lavet to film om klovne, hvilket ifølge Anders Sandberg umiddelbart er den mest logiske forklaring på, hvorfor Henrik sagde ja til projektet i første omgang. Det er dog ikke fordi Annett er helt på par bund, hun har fået et legat via Kulturministeriet til at kunne arbejde på teater.
Hun skriver i klummen for dagbladet B.T. i juni 1970:
Man debuterer hver gang man udvider sit virkefelt
Annett Wolf
Mærkeligt, jeg ikke vidste,
at i en hjernekiste
kan én lille elfenbenscelle
rumme Guds himmel og
helvede.
Oscar Wilde: »En aften med Oscar Wilde«
(Oversættelse: Holger Bech).
Sådan kan en debut også føles som himmel og helvede. Det ene øjeblik tror man på sig selv og sin egen dømmekraft, for i det næste at være frataget enhver sikkerhed og tro pa sine evner. Skal jeg skrive noget om at debutere, kan jeg kun sige, at det er en debut, hver gang et menneske udvider sit virkefelt.
Hver gang man tager endnu et lille skridt fremad mod det mål, man engang har sat sig. må man se i øjnene, at muligheden for, at det kan gå galt, er til stede.
Mine følelser i forbindelse med min sceneinstruktørdebut ved forestillingen »En aften med Oscar Wilde vil ikke være så forfærdelig meget anderledes end ellers. Om jeg sidder hjemme i min stue med øjnene fastnaglet til TV-skærmen. eller jeg i september står i mørket i en teatersal et eller andet sted i provinsen, så vil den samme nerve være der – den samme knugende fornemmelse, det evindelige opgør, en duel på sekunder med ens skygge – i ensomhed og isolation – midt blandt de mange mennesker. Det hele gentager sig þÿ de samme billeder. de samme argumenter, de samme kolde hamder þÿ ikke at forglemme hullet i maven.
Forskellen på mit ny medie – teatret – og det TV-studie. jeg har bevæget mig i igennem mange år. er. at billedet, som jeg plejer at have med mig som en god ven. ikke lader sig fremtrylle. På teatrets scene findes ingen mulighed for at forklare sig med en effektfuld køretur eller bruge kameraet til at fremtrylle et par brændende øjne i et super nærbillede, der kryber ind i stuen til folk þÿ som holder dem fangne, som måske mange gange fortæller mere end ord.
Alene i mørket
I 1968 begyndte mit samarbejde med kongelig skuespiller Erik Mørk, idet vi i fælles begejstring og betagethed af den franske forfatter Boris Vian producerede TV-udsendelsen ”Boris Vian og Erik Mørk”. Under de mange prøver, lige så mange samtaler og diskussioner. som gik forud for de endelige optagelser i studiet, lærte to mennesker hinanden at kende og lærte at forstå og respektere hinandens meninger. Da vi mødtes i det næsten tomme studie, som henlagt i mørke (»g gengav menneskets ensomhed. angst og isolation, gik alle de mange samtaler op i en helhed. i én konkluderende opfattelse af en forfatters brændende råb. Erik Mørk var i udsendelþÿ sen om Boris Vian formidleren mennesket, som videregav forfatterens følelser þÿ én mand alene i en cirkel af lys med kun kameraet som publikum.
Når prøverne på »En aften med Oscar Wilde« påbegyndes i august, vil situationen gentage sig. Det vil igen blive det koncentrerede arbejde, baseret på en fælles viden om den forfatter og det menneske, hvis liv og kunst vi skal forsøge at formidle.
Ensomhed
Igennem samtaler og et fadles udgangspunkt vil vi igen nå frem til et næsten tomt rum – denne gang ikke i et studie i TV-byen. men i en teatersal et eller andet sted – et rum, der igen vil henligge i lys og skygge Kun nogle få rekvisitter vil angive det miljø, man ønsker skal danne rammen om denne aften. Igen vil dette rum anslå en tone af ensomhed, og mennesket – det ene som vi møder – vil i en cirkel af lys formidle Oscar Wildes liv. hans skiftende stemninger: poesi, skønhed. drømme, sorg. kærlighed og død.
I TV-studiets mørke lyste kameraets øje rødt. I teatret vil mange øjne lyse op imod skikkelsen i scenens centrum. Det hele gentager sig, billederne for mit indre øje skifter, stemningen trænger sig frem af mørket þÿ en stemning, der far TV-billedet til at glide bort og får ordene til at strømme i alle dets nuancer þÿ og nu. hvor billedet helt er blevet borte, følger to par øjne mig. Lige så brændende, lige så stærke og udtryksfulde, og jeg savner ikke mere dette billede
Et menneske
I mit tilfælde, hvor jeg udvider mit virkefelt til teatret, som lige siden mine studier i Cambridge for snart 14 år siden har haft min store interesse, er situationen ikke så forskellig, som den ville have været, hvis jeg skulle have iscenesat et teaterstykke med mammutdekorationer og med store, indviklede arrangementer Nu er det en videreførelse af den form for arbejde, som har min største interesse þÿ det at arbejde med kun ét menneske, det at være med til at skabe en enmandsforestilling. som kan stå som et tegn på respekt, bade over for den forfatter, hvis vark man skal præsentere, og over for den skuespiller, man skal arbejde sammen med.
Da jeg blev opfordret til at skrive noget om det at debutere, om det at kaste sig ud i noget nyt og tage en udfordring op, syntes jeg først, at det kunne man sige en masse om, men jo mere jeg fik tænkt, des sværere blev det. fordi jeg hver gang endt« med at sidestille ordet debut med det at stå med et ansvar. og samtidig er dette med et ansvar noget, som jeg har prøvet så mange gange, at det egentlig burde være blevet en kendt følelse.
Jeg fik ved denne lejlighed imidlertid bekræftet, at man aldrig slipper følelsen af »debut heller ikke over for de tusinder af tilskuere, man har gennem TV-mediet. men den vil være tusindfold forstærket, når de sidder dernede i mørket som en gennemsigtig masse, og hvor jeg igennem lyset maske kan opfange dele af hud. som skinner, eller maske et øje. en refleks fra et smykke, som kaster lyset tilbage som iskrystaller Sa vil jeg stå der og spekulere på. Hvad disse pletter mener þÿ tarnker þÿ <>g i dette øjeblik vil mine følelser være. som de altid har været i denne situation þÿ et brændende ønske om i sidste sekund at fravriste alle disse skygger min drøm. som jeg pludselig ikke mere har lyst til at dele med nogen Og når tæppet er gået ned. Sa vil jeg ønske, at jeg kunne pakke min drøm sammen igen, tage den med mig hjem og gem- me den bort på et sikkert sted. indtil jeg igen kan få lov til at drømme Og heri ligger forskellen mellem TV og teater.
I starten af august måned påbegyndes prøverne på ”En aften med Oscar Wilde”, som har premiere i premiere i Skive den 19. september. Prøverne er henlagt til Hvidovre Teater, som er blevet lejet af Det Danske Teater til lejligheden. Det var Erik Mørk der havde kontaktet Annett, da han skulle spille forestillingen – og han havde tænkt, at Annett skulle have lov til at instruere. Annett sagde ja, hvis Erik da mente det alvorligt at hun, en producer af underholdningsudsendelser til TV, skulle instruere. Erik var seriøs – den endelig afgørelse lå imidlertid ikke hos dem, men hos Hans Bering Liisbjerg som var chef for Det Danske Teater.
Det er en forestilling med kun én medvirkende, skuespilleren Erik Mørk som omdrejningspunktet i en monolog som Oscar Wilde. Premieren i Danmark sker på 10 års dagen for den oprindelige ur-opførelse ved Dublin Theatre Festival i Gaiety Theatre Dublin og er oversat til dansk af Holger Bech. Annett er instruktør og Hans Christian Lindholm står for scenografien.
På TV-siden blev tomrummet fyldt ud med en række genudsendelser af Annetts tidligere produktioner, i september viste man ”Poul Henningsen-mosaik”, Preben Uglebjergs one-man show fra 1966, ”Teksten var af Ludvig Brendstrup” fra ’68. Årets eneste nye produktion blev ”Julestemning før og nu”, som blev vist 20. december og ”Cirkus Benneweis 1970”, som blev sendt 27. december. Annett fortæller: ”Det var historien om familien Benneweis som var modparten til familien Schumann. Den Store Familie og Schumann var jo eliten i cirkusverdenen, elegante og raffinerede. Benneweis var en anden form for familie, det var det rejsende cirkus, det var nede på jorden og ude på marken for at slå teltet op. Det var et stort cirkus og ganske udmærket, det var for folket hvorimod Cirkus Schumann det var creme de la creme, hvis du forstår. Der var en niveauforskel – ikke i professionalismen, familien Schumann var jo berømte for deres hestedressur. Det var de verdensberømte for, hele familien. De havde mindre at gøre med elefanter og tigre og så videre.