”Askepot, Askepot!”
Annett mødte Peter Ustinov første gang ved et besøg i januar måned, da han spillede forestillingen ”The Unknown Soldier And His Wife”. Et stykke han selv havde skrevet – og spillet – seks år tidligere. Annett havde fået kontakt til Ustinov gennem hans agent – og hun havde 20 minutter til at overbevise ham om, at hun var den rette til at lave et interview og en profil af ham til TV. Han mødte hende i en venlig tone men dog træt oven på sin optræden og hilste på hende på dansk, hvilket ikke gjorde presset mindre for få ham overtalt inden for den afsatte tidsramme. Han var blevet forhåndsindformeret om Annetts baggrund. Annett ridsede kort op, hvad vinklen på hendes portræt skulle være – ud over at sætte fokus på hans bog ”The Looser”. Hun ville gerne portrættere ham gennem hans litterære værker, hvilket tændte en gnist i ham, han synes at idéen var yderst interessant. Annett spurgte ind til, om det var et løfte og det sagde han, at det var.
Anden gang Annett og holdet mødte Peter Ustinov var i maj måned i London hvor han også havde en bolig. Han var i et fantastisk humør og i gang med at lave udkastet til scenen til opsætningen af ”Don Giovanni”. Annett og Peter talte om forberedelserne til interviewet og Annett nævnte igen bogen ”The Looser”, til hvilket Peter Ustinov svarede: ”Nå, det er du stadig interesseret i?”. Annett og filmholdet var afsted af flere omgange og da de mødte ham igen var det til Edinburg Festivalen, hvor de første optagelser til programmet også fandt sted. Det var kun et par dage før premieren på ”Don Giovanni”, hvor han igen virkede til at være i fuld kontrol og med en tilstedeværelse over for alle de medvirkede. Endelig blev der foretaget optagelser mens BBC var i gang med at filme en dokumentar med Peter Ustinov som vært – det var egentlig meningen at DR’s interview med ham skulle have fundet sted om eftermiddagen, men BBC havde pludselig brug for hans tilstedeværelse og interviewet måtte udskydes. Det blev i virkeligheden held i uheld for Annett og hendes hold bestående af Henrik Herbert, fotograf – hans assistent Jørgen Møller og lydmanden Kjeld Kielstrup. For efter Peter Ustinovs lange dag fik de mulighed for at spise en middag sammen med ham, som gjorde, at de alle sammen kom tættere ind på livet af hinanden – men også i håb om, fra Peter Ustinovs side, at Annett og hendes hold måske ville være for fulde til at kunne lave nogen brugbare optagelser. Hvad han ikke vidste var, at han var oppe imod fire danskere – vikinger – som sagtens kunne håndtere pærebrændevin i rigelige mængder. (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986). Det blev sent inden interviewet rigtigt kom i gang og klokken 22 gik de lige så stille i gang med at optage og de var først færdige kl. 4 om natten (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986). De var alle sammen enige om, at det havde været en rigtig god dag da de kørte tilbage til hotellet i de tidlige morgentimer.
Fotograf på produktionen, Henrik Herbert, fortæller, at Peter Ustinov egentlig havde kørelejlighed med rundt med BBC, som kørte i en Polo, mens Annett og hendes hold kørte rundt i en lejet BMW – hvilket var Ustinovs foretrukne bilmærke. Det gav dem mulighed for at have Peters selskab rundt på de forskellige optagelser, som foregik, mens Danmarks Radio var i gang med optagelserne. Henrik husker også, at de grundet festivalen var nødt til at alle at bære jakkesæt, hvilke de så også valgte at have på ombord på flyet hjem fra optagelserne – selvom flyet selvfølgelig var ”non smoking”, som Henrik bemærker med et smil. Annett var særlig glad for interviewet i den del, hvor Peter Ustinov talte om hans forældre – og hvor han siger, ”det har jeg aldrig tænkt over før”. Det var for hende et godt interview, at kunne nå ind til kernen og få store personligheder til at vise nye sider af dem selv. Både på grund af de erkendelser der kommer ud af det – men også fordi det viste, at hun havde formået at opbygge så meget tillid til den hun interviewede at vedkommende åbnede sig op – og stolede på, at det ville blive brugt efterfølgende på ordentlig måde og ikke misbrugt i andre sammenhænge.
Askepot blev skrevet til TV af Karen Smidt i tæt samarbejde med Annett Wolf, produktionen af Askepot var Danmarks bidrag til nordvisionsserien ”Sagan”. En gendigtning af Brødrene Grimms oprindelige eventyr, hvor Askepot var forvandlet til den moderne tid, hvor hun gik op i ugebladenes verden. Hendes onde søstre, i det oprindelige eventyr, var blevet forvandlet til et par belæste rødstrømper, som læser kultursociologi og litteratur. Kongen elsker at lege pølsemand og dronningen har Fidel Castro som forbillede. Helge Kjærulf-Schmidt var fortælleren, Vigga Bro var Askepot, Erik Wedersø spillede prinsen og stedsøstrene blev spillet af Hanne Borchsenius og Yvonne Ingdal. Annet fortæller: Alene dét, at Jytte Abildstrøm spiller fe – kan du forestille dig det? Det var jo ikke den normale Askepot, vel. Den var morsom. Det var så dejligt. Det var vores take på Askepot, hvor vi vendte op og ned op alting. Jeg kan i særdeleshed huske symusene (spillet af blandt andet Ulf Pilgaard, red). – dem var vi meget glade for. Vi sørgede for at der var en Disney-tone i sangene. Det var en virkelig morsom forestilling.