De forskellige typer orlov som Annett havde haft igennem årene, til at realisere sine planer med teater, hendes projekt i Japan og de indledende øvelser til en permanent tilværelse i USA, blev afløst af en opsigelse hos Danmarks Radio i slutningen af 1977. Efter 17 års ansættelse, den dejlige månedlige løn, dejlige pension kunne også blive for meget en sovepude og der er kun en vis højde op til loftet i Danmark, så hvis Annett i hendes eget selvbillede skulle vedblive med at udvikle sig, var hun nødt til at stikke næsen frem og tage nogle drastiske beslutninger. Hvis ikke hun risikerede noget, var der heller ingen belønning. (Wolf, Annett Wolf, Women in Film, The American Film Institute, 1986) Selv udtalte hun til B.T. i februar, at det var hendes medvirken til produktionen ”Elvis in Concert”, der fik hende til at tage det endelige skridt. Nu måtte det briste eller bære – hun fik blandt andet et pænt brev med sig fra sin tidligere øverste chef i Danmarks Radio, Hans Sølvhøj, som i januar måned – nu under titel af Hofmarskal for Dronning Margrethe, skriver sine varmeste anbefalinger af Annett. I februar måned er hendes ejendele på vej over Atlanten, mens lejligheden i Dronningens Tværgade er fremlejet i foreløbig et år. (Nørgaard, 1978). Annett havde givet sig selv et år for at forsøge at stable en international karriere på benene – hun var 41 år og efter hendes egen overbevisning, måtte det være nu eller aldrig.
Den succes hun havde haft, delvist via finansiering via Danmarks Radio til de forskellige dokumentarprogrammer, viste sig hurtigt at være en enlig svale. Den medvind hun havde haft i form af økonomisk rygstød fra Danmarks Radio, Jørgen Ifversen og at have platform hjemme i Danmark at udkomme på, falder til jorden. Heller ikke den nye kontrakt med CIC er nok til at holde skuden kørende. Der er slet ikke den mængde jobs, som kan holde hendes økonomi kørende som freelancer. Hun var derfor nødt til at finde noget, som kunne give en smule indtægt – samtidig med, at hun kunne arbejde på at finde fodfæste i dagtimerne. Det blev til en ansættelse på den franske restaurant La Dome, grundlagt Eddie Kerkshofs med midler fra Elton John og Rod Steward året før, i 1977, hvor hun kom til at fungere som værtinde.
Annett fortæller: Jeg blev ansat på La Dome, da jeg ikke havde kongens mønt. Jeg blev hyret, da det var en pæn restaurant og det ville klæde restauranten og have en værtinde med stil og klasse. Jeg var til en samtale hos dem og vi fandt ud af, at jeg nok godt kunne finde ud af at være pæn og elegant hver eftermiddag fra kl. 17. Det var forfærdeligt, at skulle modtage alle disse arrogante, højrøvede, forfærdelige mennesker. Jeg var kun ansat der i nogle få måneder.
Det var en restaurant for Hollywoods overklasse, men da Johnny Carsons kone svinede en ung ansat til, tilsyneladende efter hendes pels var blevet midlertidigt væk, trådte Annett i karakter og gav hende en opsang på sit bedste britiske engelsk. Efter den episode konkluderede Annett, at det var vist ikke hendes metier, at være værtinde på et sådant sted, i rollen som den søde, smilende og altid forstående medarbejder.
I den tidlige sommer er Annett i Malibu for at lave en behind-the-scenes dokumentar til filmen ”Moment by Moment” med John Travolta og Lily Tomlin. I samme periode har filmen ”Grease” premiere, mens ”Moment by Moment” får premiere i december måned samme år. Dog er filmen at betragte som en totalt fiasko, især sammenlignet med succesen ”Grease” fik.
I august måned færdiggør Annett et udkast til filmmanuskriptet ”September May Never Come”.
Annett fortæller: Min sagfører kom og bankede på en morgen, for at fortælle at Jacques Brels var død. Han ville ikke have at jeg skulle høre det i nyhederne eller se det på TV. At han lige var død på det amerikanske hospital i Paris. Han var ikke mere end 48 år da han døde.
Efter Jacques Brels død i oktober 1978 kaster Annett sig over arbejdet med at skabe en 60 minutters hyldest til den belgiske digter, under arbejdstitlen ”Anatomy of sorrow” (”Sorgens atonomi”). Ideen er at skabe en hyldest ud fra allerede eksisterende materiale, som er i hendes besiddelse. Under samme paraply arbejder hun i efteråret på en hyldestforestilling, også med Brel som hovedtema. Ingen af de to projekter ser dagens lys. I det hele taget er det tydeligt, at alt hvad Annett har sat næsen op efter, i forbindelse med at flytte til Los Angeles, falder lidt fra hinanden. Det gennembrud, som hun havde håbet på i forbindelse med sin medvirken til ”Elvis in Concert” falder fra hinanden. Der bliver produceret mange oplæg til spillefilm, blandt andet ”Ghosts Also Die” i samarbejde med Karin Howard – et manuskriptoplæg, som trækker blandt andet på Annetts opvækst i det krigsramte København under Anden Verdenskrig. Hun kredser om kendte emner som Oscar Wilde og kaster sig over et udkast til fortællingen ”The Happy Prince and the green carnation”, ligeledes et oplæg til spillefilmen ”Zero Zero” i samarbejde med Donna M. Matson, oplæg til filmen ”The Longing” sammen med Karin Howard.
”To Climb A Mountain” er en historie skrevet af Nona Tyson efter oplæg fra Annett og bliver indregistreret i december måned.
I slutningen af året laver hun en ”bag-om-kameraet” feature på ”Jaws 2”, som bliver rost af produktionsselskabet som har hyret hende – ”The Zanuck Brown Company”. I slutningen af året, laver Annett en også feature om den nye film med John Travolta, ”Moments by Moments”, som Annett giver undertitlen ”A Moment With Lil And John”. Hendes gamle chef Jørgen Ifversen besøger hende også, det samme gør kulturminister Niels Mathiasen, førstnævnte er formentlig et forsøg på at kunne levere programmer til Danmarks Radio fra residensen i Hollywood – et håb, der var udtrykt i interviewet med B.T. i februar, hvor hun sagde at hun stadigvæk havde en løs tilknytning til Danmarks Radio. Det er dog ikke helt skidt, for de to behind-the-scenes dokumentarer er resultatet af et samarbejde med Universal og Cinema International Corporation om at producere små dokumentarer, som kan bruges til at promovere større spillefilm.