I sommeren 1980 mødte Annett mimeparret Shield and Yarnell ved en fest hos Bob Hope, hvor Robert Shield kom til at sidde ved siden af Annett. Samtalen begyndte for alvor at glide, da Robert fandt ud af at Annett kende Marcel Marceau privat. Han var et stort forbillede for kunstnerparret. (Wolf, Shield and Yarnell spørgsmål, 2021). En kontrakt blev underskrevet om produktion af en dokumentarfilm som skulle lancere Shield and Yarnell i Europa. (Lehmann, 1980). Desværre blev det kun ved snakken og produktionen blev aldrig en realitet.
”Hun rejste fra den danske misundelse” lød overskriften i Berlingske Tidende i august 1980, hvor Jane Åmund havde haft lejlighed til et interview, da Annett var i Danmark for at dække FNs kvindekonference fra Bella Center til amerikansk TV. (Åmund, 1980). Rigtige venner er der ikke mange af i USA, kun mange bekendte. Flere filmprojekter er ifølge Annett under udarbejdelse i samarbejde med Kim Jørgensen. Hun ser sin fremtid ved filmen og ikke inden for TV. (Wolf vil lave spillefilm, 1980). Samtidig erkender hun, at det er en hård branche at være i – der er ikke noget sikkerhedsnet og bliver hun syg i længere tid, ja så lukker butikken.
Misundelsen, eller omtalen af den, går igen i interview i B.T. senere samme år, hvor journalisten Sven Wezelenburg har besøgt Annett i Hollywood. (Wezelenburg, 1980). Den interne snak i Danmarks Radio med en slet skjult misundelse, blev for meget, for hun ville ikke kun kendes som ”damen der kun kunne snakke om New York, London og Paris”. For hende handlede det om, at man ikke bare kunne bede verdensnavne om at komme til Søborg, hvis man ville lave et interview med dem – man var nødt til at rejse ud og møde dem lokalt. Allerede under hendes orlov i 1975 lod chefen for underholdningsafdelingen Jørgen Ifversen hende blive i USA og producere en række portrætter i DR-regi. Ifølge hende selv, læste han hende rigtigt – hun var en enspænder, kom sjældent i kantinen og ville fungere dårligt i de nye former for selvstyrende redaktioner, der var fremherskende i de år. Som et nærmest selvprofiti fremhæver Annett at hun nok kun holder til 10 år i Hollywood – allerede her, er hun kommet til konklusionen at USA ikke er noget land for hende, at blive gammel i. Hendes ophold i USA har givet hende et andet syn på det Danmarks Radio hun forlod, der er for lidt konkurrence mellem medarbejderne – der er mange talenter i Gladsaxe – men de får blot ikke mulighed for at udfolde sig. Et TV2 som en kommerciel kanal og et modspil til Danmarks Radios public service TV, kunne være en oplagt mulighed, udtaler hun til avisen.
I slutningen af året afholdes der en paneldebat bestående af deltagere fra de nordiske lande i The Walt Disney Theater, arrangeret af Women in Film. Annett modererer debatten, hvor Harriett Andersson, Gunnel Lindblom og Vibeke Lokkeberg medvirker.
Somewhere in Time:
Annett fortæller: Ja, Christopher Reeve holdt jeg utrolig meget af og ?? Seemore var det vistnok. Hele filmen og hele handlingen blev skudt på det meget berømte Mackinac Island. Der er ingen biler på den ø, så du er nødt til at sejle derud. Christopher havde det mest vidunderlige smil, han kunne snakke med om alt fra Hamlet til Shakespear og musik. Jeg tror vi var der en lille uge og boede på hotellet, holdet og jeg. Vi havde en fantastisk dejlig tid og vi, Christoffer Reeve, snakkede sammen senere ved anden anledning, kan ikke huske hvilken. Han havde lys og varme – han var et meget, meget usædvanligt menneske. Han var også en fantastisk rytter, hvilket resulterede i den rædselsfulde ulykke.